Høring af udkast til revideret Vejledning om klinisk risikoaffald. Høringsfrist 5. november.
Formålet med vejledningen
Vejledningen har til formål at understøtte kommuner, affaldsproducenter, affaldsindsamlere og behandlingsanlæg ved ajourføring og etablering af håndteringssystemer for klinisk risikoaffald. Vejledningen henvender sig primært til planlæggere i sundhedssektoren og i kommuner, regioner m.v., (herunder også rådgivere for disse grupper), som har ansvaret for tilrettelæggelse og drift af håndteringssystemer for affald fra sundhedssektoren. Vejledningen henvender sig endvidere til administratorer og ansatte i sundhedssektoren, som har med indkøb, miljøstyring og produktion at gøre, samt planlæggere og ansatte hos affaldsindsamlere og på affaldsbehandlingsanlæg, som har med håndtering af affaldet at gøre.
Miljøstyrelsen ønsker med denne vejledning, ud over at sikre korrekt håndtering af klinisk risikoaffald, at sætte fokus på at øge genanvendelsesprocenten i sundhedssektoren og særligt genanvendelsen af klinisk risikoaffald. Den nye vejledning kan derfor give ændringer i materialestrømme i affaldssektoren omkring klinisk risikoaffald og affald fra sundhedssektoren generelt. Hertil kan også nævnes et større fokus på affaldsforebyggelse og genbrug af produkter og genstande i sundhedssektoren, som vil sikre, at der produceres mindre affald til gavn for miljø og klima.
Afgrænsning af vejledningen
Vejledningen er ikke specifikt møntet på alt slags affald fra sundhedssektoren eller klinisk risikoaffald fra husholdninger, men inddrager elementer og affaldstyper, hvor der er snitflader til klinisk risikoaffald, eller hvor affaldstypen grænser tæt op til klinisk risikoaffald. Ligeledes er vejledningen ikke henvendt til håndtering af klinisk risikoaffald fra dyr, inkl. forsøgsdyr. Vejledningens indhold kan anvendes som inspiration til andre sektorer, der håndterer klinisk risikoaffald. Der stilles krav til håndtering og behandling af smitsomt affald fra dyr i Forordningen om animalske biprodukter og tilhørende gennemførelsesforordning. Disse reguleres af Fødevarestyrelsen.
Den nye vejledning er forkortet ift. Miljøstyrelsens ’Vejledning om håndtering af klinisk risikoaffald’ fra 1998.
Miljøstyrelsen skal have modtaget evt. høringssvar senest den 5. november 2024.
Find Miljøstyrelsens høringsbrev og udkastet til den reviderede vejledning på Høringsportalen her.