Høring af Bæredygtighedsbekendtgørelsen med nye krav fra VEIII-direktivet
Energistyrelsen har sendt udkast til to bekendtgørelser i høring. Det drejer sig om:
- Bekendtgørelse om bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål, m.v. (”bæredygtighedsbekendtgørelsen”)
- Bekendtgørelse om Håndbog om opfyldelse af bæredygtighedskrav og krav til besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål (HB 2021) (”håndbogsbekendtgørelsen”)
De to bekendtgørelser implementerer blandt andet de bæredygtighedskrav og krav om drivhusgasemissionsbesparelser, som fremgår af Direktiv 2018/2001 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder som ændret ved direktiv 2023/2413 af 18. oktober 2023 (VEIII-direktivet).
Uddrag fra Energistyrelsens høringsbrev
For det første skærper udkastet til bekendtgørelserne grænsen for, hvornår træbiomasse er omfattet af bæredygtighedskrav fra når anlægget har en samlet nominel indfyret termisk effekt på 2,5 megawatt eller derover til 1 megawatt eller derover, og til 5.000 ton per virksomhed samlet set, som producerer eller importerer træbrændsler til husholdninger. Denne skærpelse gælder fra 1. januar 2028, jf. § 11 i udkast til bæredygtighedsbekendtgørelse.
For det andet skærper udkastet til bekendtgørelserne kravene til besparelser af drivhusgasemissioner for biomasse fra landbrug samt affald og restprodukter fra anden produktion. Alle anlæg over anlægsgrænserne skal opnå en 80 pct. besparelse; dog på forskellige tidspunkter frem mod 2030, jf. § 21 i udkast til bæredygtighedsbekendtgørelse.
Med udkastet til ændringer indføres der et nyt krav om kaskadeanvendelse af træbiomasse, jf. VE-direktivet artikel 3.3. Virksomhederne skal i deres forsyningskæder minimere risikoen for markedsforvridninger samt skade på biodiversitet og klima.
Nye bestemmelser implementerer VE-direktivets krav om indtastning af oplysninger om flydende og gasformige biobrændsler i en EU-database, jf. §§ 36-37 i udkast til bæredygtighedsbekendtgørelsen.
Det præciseres desuden, at virksomheder, som anvender flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, opvarmning og køling, skal indberette til Energistyrelsen, hvordan de overholder krav om bæredygtighed og drivhusgasbesparelse, jf. § 29 i udkast til bæredygtighedsbekendtgørelsen.
Energistyrelsen afholder høringsmøde 28. februar kl. 12:30 i København V (tilmelding senest 26. februar).
Der er frist for evt. høringssvar den 17. marts 2025.
Find Energistyrelsens høringsbrev, en oversigt over de mest centrale ændringer og udkast til bekendtgørelserne på høringsportalen her