Hård indsats over for bløde plastemballager

Med hjælp fra mere end 100 forskellige eksperter har Ellen MacArthur Fonden nu kastet sig over de bløde plastemballager. Det nye initiativ præsenterer en overordnet strategi samt 21 forskellige, konkrete tiltag, som alle relevante aktører nu kan kaste sig over.

Bløde plastemballager er den hurtigst voksende kategori af plastemballager og i forhold til rejsen mod en cirkulær økonomi for plast, er det også en af de mest udfordrende. For med de bløde emballager er der næsten udelukkende tale om engangsbrug, der generelt er meget lave genanvendelsesrater og meget høje lækagerater. Ved at præsentere en overordnet strategi samt konkrete anvisninger for en retning fremad, ønsker Ellen MacArthur Fonden derfor med denne nye indsats at støtte aktørerne i at nå deres cirkulære mål.

Indsatsen præsenterer tre overordnede strategiske punkter:

  • En bevægelse væk fra bløde engangsemballager. Det skal delvist ske gennem direkte eliminering af alle unødvendige emballager samt delvist gennem innovation, hvor man gentænker forretningsmodellen, emballagen og/eller produktet, som emballagen anvendes til.
  • Substitution til papiremballager og kompostérbare plastløsninger. Ifølge initiativet kan papiremballager erstatte op mod 15% af de bløde plastemballager, mens de kompostérbare plastemballager forventes at kunne erstatte omkring 20% af de bløde plastemballageløsninger, som vi har brug for. En forudsætning for sidstnævnte er imidlertid, at der er etableret et system for håndtering af organisk affald, at man sikrer sig, at de kompostérbare løsninger kan indgå i et sådant system og at de kan eksistere side om side med fossile emballageløsninger uden at de to forurener hinanden.
  • Øget genanvendelse af de emballager, der ikke kan elimineres. Det skal ske ved at ændre designet, herunder ved at:
    • alle multi-lags emballager (hvilket i øjeblikket er omkring 40%) transformeres til mono-materiale emballager
    • alle emballager, der er mindre end 50x50 mm udfases eller redesignes
    • reducere mængden af coating, lim og blæk til mindre end 10% - ideelt set max 5%

Under disse tre overordnede strategiske overskrifter, præsenterer det nye initiativ som nævnt altså 21 forskellige konkrete tiltag, som retter sig mod forskellige aktører i værdikæden, herunder både emballageproducenter, produktproducenter og lovgivere. Idet initiativerne henvender sig til aktører over hele kloden, har man samtidig valgt at dele tiltagene op på tre forskellige geografiske arketyper således, at man sigter dem mod det nuværende niveau af regulering og affaldshåndtering.

Læs mere
Du kan dykke meget mere ned i baggrunden for initiativet, de enkelte strategiske punkter samt de konkrete handlingspunkter ved at se mere på siden for initiativet her på Ellen MacArthurs hjemmeside.

Relaterede nyheder