GODT NYTÅR!
2023 går på hæld, og vi kan endnu en gang lade øjnene glide fra det evige fokus på de nuværende og fremtidige vilkår for den cirkulære omstilling til et kig over skulderen, og hvad vi har opnået i 2023.
Først og fremmest har Dakofa oplevet en imponerende medlemstilgang, så vi i skrivende stund er 304 medlemsorganisationer. Det er det højeste antal i foreningens historie, hvilket vi er yderst taknemmelige og ydmyge overfor. For det er jo netop den brede tilslutning af alle typer virksomheder, organisationer og institutioner, der skaber grundlaget for den uhyre høje grad af vidensdeling og erfaringsudveksling ved Dakofas arrangementer.
Og netop arrangementer er ikke just noget, vi sparer på. Alene i den forgangne handlingsplanperiode, som er fra september 2022 til september 2023, har der været holdt 5 konferencer, 15 hybridseminarer, 3 webinarer samt 24 møder for bestyrelse, netværkene og Teknisk Råd; altså̊ i alt 47 møder og arrangementer. Det svarer til mere end et arrangement om ugen, når vi tager ferier og helligdage fra.
Desuden er der skrevet mere end 320 nyheder på foreningens hjemmeside, samtidig med, at sekretariatets medarbejdere har medvirket i radio/TV, interviews og udgivet artikler. Vores nyhedsbrev, som samler de forgangne 14 dages nyheder op, udsendes til mere end 3.500 rekvirenter, som vel at mærke selv har ønsket at modtage det.
Vi har også ændret navn fra ”DAKOFA – Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer” til ”Dakofa – Dansk Kompetencecenter for Cirkulær Omstilling”, hvilket blev besluttet enstemmigt på den ekstraordinære generalforsamling den 15. november 2023.
Med det store og varme rygstød, som vi har mærket fra alle vores medlemmer gennem 2023, er vi mere end klar til at forfølge vores gældende strategi og handlingsplan med henblik på at understøtte den cirkulære omstilling, som er absolut nødvendig for at afhjælpe de galopperende ressource-, klima- og energikriser.
Vi håber, at vi i det nye år må fortsætte med at opfylde så mange ønsker og behov for viden om alle facetter af den cirkulære omstilling som overhovedet muligt, og ønsker alle medlemmer og hangarounds
EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT OG CIRKULÆRT NYTÅR!
På bestyrelsens vegne;
Morten Therkildsen
Formand