Globale plastaftaler
29. november 2024

Globale plastaftaler

Kort status på Global Commitment og The Alliance to End Plastic Waste – og så venter vi på den globale FN plastaftale, hvor forhandlingerne er i gang lige nu

Global Commitment blev lanceret i 2018 af Ellen MacArthur Foundation (EMF) og FN's Miljøprogram, og har mobiliseret over 1.000 organisationer fra hele verden, herunder virksomheder, der repræsenterer 20 pct. af al plastemballage produceret globalt. Den fælles vision er en cirkulær økonomi for plast, hvor plast aldrig bliver til affald. Nu har de offentliggjort statusrapport nummer seks.

I rapporten har 124 virksomheder, der producerer, anvender og genanvender store mængder plastemballage, samt 16 regeringer på fire kontinenter, rapporteret om deres fremskridt i forhold til de mål, de har sat. Blandt virksomhederne er Unilever, PepsiCo, Berry Global, H&M Group, Tetra Pak, Stora Enso og TOMRA. Ingen virksomheder med hovedsæde i Danmark er med.

EMF konkluderer, at mærkevare-producenter og virksomheder indenfor detailhandel har overgået markedet på alle centrale parametre, hvor sammenlignelige data findes. De har bl.a.:

  • reduceret deres forbrug af ny plast med 3 pct. siden 2018, mens det samlede marked for plastemballage i samme periode har øget forbruget af ny plast med 8 pct.
  • har næsten tredoblet andelen af genanvendt plast (post-forbruger) i deres plastemballage og øget denne andel med 9 procentpoint til 14 pct. i 2023, sammenlignet med en stigning på kun 1 procentpoint for markedet som helhed.

Effekten er opgjort til, at man har undgået en produktion af 3,2 millioner ton ny plast i 2023, hvilket svarer til hele Storbritanniens årlige plastemballageforbrug.

Global Commitment har identificeret tre områder, hvor der er behov for særlig fokus fra både virksomheder og politikere:

  • mere genbrug - det skal opskaleres
  • blød plast i lande med risiko for høj lækage (dvs. hvor den bløde plast ikke genanvendes men brændes eller deponeres)
  • manglende infrastruktur for indsamling og behandling af emballage.

En anden aftale er The Alliance to End Plastic Waste, der blev etableret i 2019, og i dag har mere end 70 medlemmer. Den arbejder på at finde løsninger inden for fire kerneområder: infrastruktur, innovation, uddannelse og oprydning. Af deres statusrapport fra 2023 fremgår det, at de siden 2019 har reduceret mængden af ikke-håndteret plastaffald med i alt 118.580 ton. WasteTech skriver, at fem af medlemmerne (ExxonMobil, Shell, TotalEnergies, Dow og ChevronPhillips) er blandt verdens største producenter af plast, som tilsammen har en årlig produktion på mindst 132 mio. ton plast. Dermed svarer det til 0,01 pct. af deres samlede produktion. Af statusrapporten fremgår også, at alliancen har opnået 128,240 ton af ’værdi opnået fra plastaffald, primært gennem genanvendelse’.

I disse dage (25. nov. – 1.dec. 2024) er forhandlingerne i gang om FN’s globale aftale om plastforurening. Europa-Kommissionen foreslår bl.a. krav til lande om at håndtere de høje og ikke-bæredygtige niveauer af primær plastproduktion, støttet af forpligtelser til at forbedre plastindustriens cirkularitet. EU anbefaler at inkludere regler for eliminering af bekymrende kemikalier i plast, forbud og udfasning af problematiske produkter, såsom visse engangsplastprodukter.

Opdateret den 6. december 2024: Forhandlingerne om den globale plasttraktat, som sigter mod at reducere plastforurening, er blevet forsinket, da den femte forhandlingsrunde i Busan, Sydkorea, sluttede søndag den 1. december 2024 uden en endelig aftale. Konflikten opstod blandt de deltagende lande om, hvorvidt traktaten skal indeholde bindende mål for at reducere produktionen af jomfruplast. Lande som Iran, Indien, Kina, Rusland og Saudi-Arabien modsætter sig sådanne mål, mens 85 andre lande ønsker en stærkere traktat. FN's miljøprogram opfordrer til fortsatte forhandlinger og en stærk aftale, der kan træde i kraft i 2025. En dato for den næste runde af forhandlingerne, som vil blive kaldt INC 5.2, er endnu ikke bekræftet. UNEP's administrerende direktør, Inger Andersen, sagde, at den næste runde af forhandlingerne er "en mulighed, vi ikke har råd til at miste". FN har erklæret, at det er muligt at reducere plastforureningsraterne med 80 pct. inden 2040.

Læs mere
Ellen MacArthur Foundation, 18. nov. 2024, Global Commitment 2024 Report
Ellen MacArthur Foundation, UN plastics treaty
Waste Tech, 26. nov. 2024, Virksomheder ville reducere plastaffald: Anklages nu for greenwashing
The Alliance to End Plastic Waste
UNEP, Intergovernmental Negotiating Committee on Plastic Pollution
European Commission, EU committed to conclusion of global agreement on plastic as final negotiations start
edie, 1. dec. 2024, Final decision on Plastics Treaty delayed until 2025 as negotiations collapse
Miljø- og Ligestillingsministeriet, 6. dec. 2024, FN-aftalen, der skal gøre en ende på plastikforurening globalt, lader vente på sig

Relaterede nyheder