Genbrugsbutikkers betaling af affaldsafgift

Når producentansvaret etableres fra april 2028 vil genbrugsbutikker ikke skulle betale affaldsgebyr for så vidt angår tekstilrelaterede produkter. Indtil da vil det være uforeneligt med forureneren betaler-princippet at fritage de frivillige velgørende organisationer for betaling af det gebyr, som følger af affaldsaktørbekendtgørelsen, når de gør brug af tilbuddet om at aflevere affald på genbrugspladser.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af d. 13. oktober 2025 stillet Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard følgende spørgsmål. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kim Edberg Andersen (DD).

”Vil ministeren oplyse, hvornår der forventes at foreligge en løsning på de EU-regler, der forhindrer, at genbrugsbutikker, herunder Blå Kors m.fl., kan fritages for at betale affaldsafgift?”

Hertil svarer Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard:
"Jeg vil henvise til besvarelse af KEF alm. del spm. 467 (2021/22) og MOF alm. del spm. 1279 (2025) for en gennemgang af de juridiske vurderinger vedrørende en generel fritagelse fra affaldsgebyret, samt de bestræbelser der har været på at finde alternative løsninger.

Derudover vil jeg henvise til miljø- og ligestillingsministerens besvarelse af MOF alm. del spørgsmål nr. 1278, hvor miljø- og ligestillingsministeren oplyser følgende: ”Den 10. september 2025 blev der i EU vedtaget en revision af affaldsrammedirektivet, som fastsætter regler om udvidet producentansvar for tekstiler. Dette indebærer, at omkostningerne ved indsamling og behandling af tekstilprodukter, tekstilrelaterede produkter og fodtøjsprodukter skal afholdes af producenterne og dermed ikke længere vil indgå i affaldsgebyret. Det betyder, at disse omkostninger ikke skal afholdes af de velgørende organisationer. Det udvidede producentansvar for tekstiler får virkning fra april 2028.”"

Du kan læse spørgsmålet og ministerens svar ved at trykke hér.


Som det fremgår ovenfor, skal svaret ses i lyset af det svar, der blev givet til spørgsmål 467, hvor det bl.a. hed, at:

“Miljøministeriet har vurderet, at det vil være uforeneligt med forureneren betalerprincippet at fritage de frivillige velgørende organisationer for betaling af det gebyr, som følger af affaldsaktørbekendtgørelsen, når de gør brug af tilbuddet om at aflevere affald på genbrugspladser. Forureneren betaler-princippet er fastsat i affaldsdirektivet og traktatbestemt.

Der er i vurderingen lagt vægt på, at de frivillige velgørende organisationer er affaldsproducent og/eller nuværende affaldsindehaver, og derfor, som følge af forureneren betaler-princippet skal afholde omkostningerne forbundet med håndteringen af det materiale, som de afleverer til affaldshåndtering på genbrugspladserne.”

 

Relaterede nyheder