31. maj 2017

Fuld skrald på den cirkulære økonomi

Dette er overskriften på Dansk Affaldsforenings bidrag til udviklingen af cirkulær økonomi i Danmark - netop lanceret i dag på foreningens årsmøde i Vejle. Bidraget blev præsenteret af formanden Mads Jakobsen (V), som redegjorde for, at bidraget skal ses i konteksten af Regeringens Forsyningsstrategi samt det kommende udspil fra Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi, der præsenterer deres anbefalinger den 7. juni 2017.

Dansk Affaldsforening mener blandt andet, at de syv fokusfraktioner (papir, pap, metal, plastik, glas, madaffald og træ) skal indsamles som standard i hele Danmark. Foreningen efterspørger ligeledes en reform af affaldsgebyrreglerne, så det bliver billigere for den enkelte husstand, jo mere de sorterer til genanvendelse, og dyrere, hvis de smider det hele i restaffaldet.

Med hensyn til fremtidens organisering mener Dansk Affaldsforening, at kommunerne stadig skal have hånden på rattet. Kommunerne skal stadig være i stand til at bygge og drive affaldsbehandlingsanlæg til f.eks. sortering.

Bidraget indeholder følgende 15 forslag til hvordan den kommunale affaldssektor kan bidrage til Danmarks omstilling til cirkulær økonomi:

  • Styrket borgerinddragelse gennem best practice
  • Tilfredshedsmåling til benchmark af service
  • De 7 fokusfraktioner indsamles som standard
  • Én samlet henteordning – fri mulighed for bringeordninger
  • Virksomheder kan kobles på infrastrukturen
  • Frivillig adgang til genbrugspladser for virksomheder
  • Analyse af genbrugspladsernes i den cirkulære økonomi
  • Ny model for socialøkonomiske reparationsvirksomheder
  • Moderne gebyrregler med fokus på miljøforbedringer
  • Fra hvile-i-sig-selv til non-profit
  • Formålsrettede markedsaktiviteter, der kickstarter udviklingen
  • Etablering af en ny ressourceudviklingsfond
  • Internationalt videnssamarbejde om affaldsenergi i den cirkulære økonomi
  • Udspil til langsigtede finansiering af deponier
  • Kortlægning af mulighederne ved deponier som ressourcebanker

Udover at stille 15 konkrete forslag lanceres, der også 7 principper for fremtidens affaldssektor:

  • One point to pick up – en samlet kommunal henteordning skal udgøre den primære infrastruktur
  • Sammenhæng i værdikæderne – langsigtet blik på ressource- og omkostningseffektivitet
  • Ny intelligent brug af markedet – involvering og smart udvikling
  • En samlet strøm- kommunerne skal kunne arbejde med både husholdnings- og erhvervsaffald
  • Offentlig ejerskab og styring
  • Resultater på flere bundlinjer – cirkulær økonomi som en investering i fremtiden
  • Miljø i fokus – effekter frem for procenter

Hele bidraget kan ses her på Dansk Affaldsforenings hjemmeside.

Relaterede nyheder