Frankrig forbyder engangsplast til frugt og grønt
Nytårsdag blev der indført forbud mod at pakke 30 forskellige slags frugter og grøntsager ind i engangsplast. Det gælder blandt andet agurker, gulerødder, peberfrugter, æbler og bananer, jf. The Guardians artikel af 31/12 2021. Planen er, at plastindpakning af frugt og grønt skal være udfaset i 2026.
Det anslås, at over en tredjedel af frugt og grønt i Frankrig bliver solgt i plastindpakning. Den franske regering regner med at kunne forhindre 1 milliard stykker engangsplast i at blive brugt hvert år, og ifølge DR har Præsident Emmanuel Macron kaldt forbuddet "en ægte revolution" og sagt, at Frankrig tager teten i bestræbelsen på at udfase al engangsplastik inden 2040.
Senere i 2022 kommer der et krav om, at der skal være drikkefontæner på offentlige steder for at mindske brugen af plastflasker. I løbet af året vil landets forlag også blive tvunget til at sende publikationer ud uden plastindpakning, ligesom det bliver forbudt for fastfood-restauranter at forære plastiklegetøj væk gratis, skriver Ritzau.
Præsident Macron har understreget, at forbuddet også har til formål at "booste udviklingen af andre materialer eller emballage, der kan genanvendes og genbruges". Og det er en vigtig tilføjelse, for det er tidligere påpeget, at plastemballage af frugt og grønt faktisk fører til en lavere klima- og miljøbelastning. Emballagen øger nemlig holdbarheden af mange frugter og grøntsager. Det betyder mindre madspild, som i det store regnskab er en langt større miljø- og klimasynder.
”Produktionen af plastik er en miljøbelastning, men med den rette plastik kan man få madspildet ned på 1 procent, når det gælder bananer. Den mængde olie, man i dag bruger på at sejle de 20 procent af bananerne, vi aldrig får spist, over Atlanterhavet, er langt, langt større end den mængde olie, vi skal bruge på at producere poser, der får maden til at holde længere. Ser man på bananerne i et miljøperspektiv, kan emballage altså betale sig,” som Søren Rahbek Østergaard fra TI erklærede allerede i 2017 til Samvirke.