Fortsat masser af potentiale for øget genanvendelse i EU
Kort før sommeren udgav det Europæiske Miljøagentur en rapport, der slog fast, at EU stadig er langt fra at indfri dets samlede genanvendelsespotentiale. Mere specifikt satte man fokus på hhv. bygge- og anlægsaffald, WEEE samt affald fra husholdninger og husholdningslignende affald fra erhverv, for hvilke man i alle tre fraktioner ser betydelige muligheder for at øge genanvendelsen og som tilsammen udgør en betydelig del af de samlede europæiske affaldsmængder.
Gør brug af de værktøjer, som virker
Ifølge den europæiske analyse forventer man, at genanvendelsen af husholdningsaffald samt WEEE kan fordobles, mens andelen af bygge- og anlægsaffald kan øges med 30%. Størstedelen af dette potentiale ligger allerede i de EU-fastsatte genanvendelsesmål for 2035, men rapporten er altså med til, endnu engang, at understrege, at vi stadig er langt fra at have udnyttet det fulde potentiale samt at pege på, hvori udfordringerne især består.
Ifølge rapporten er der først og fremmest brug for regulering og håndhævelse, der sikrer øget separat indsamling af de udvalgte fraktioner, således at man opnår en højere kvalitet i det indsamlede materiale. Rapporten understreger, at producentansvar og selektiv nedrivning kan være relevante værktøjer i forbindelse med at øge genanvendelsen i sig selv, men også at værktøjerne kan være med til at understøtte en bedre økonomi i genanvendelsen, en reduktion eller måske helt elimination af problematiske stoffer i produkterne samt til at udvikle og afprøve koncepter, der fremmer design til genanvendelse.
Mange af de værktøjer, som man peger på i rapporten, er også blevet adresseret i de reviderede affaldsdirektiver samt under den cirkulære handlingsplan, og mange lande er således allerede i gang. Men hvis EU skal lykkes med at nå det fulde potentiale, er der altså, ifølge den nye rapport, fortsat masser af plads til forbedring.
Læs mere
Du kan læse rapporten fra det Europæiske Miljøagentur ”The case for increasing recycling: Estimating the potential for recycling in Europe” her.