Forsyningstilsynet med ny analyse af kommunale affaldsgebyrer
Forsyningstilsynet har fået til opgave årligt at overvåge og analysere udviklingen i de kommunale affaldsgebyrer, jf. affaldsaktørbekendtgørelsen § 61. Den første monitoreringsrapport blev udarbejdet af Energistyrelsen i 2023. Forsyningstilsynet overtog herefter opgaven og udgav den første rapport i 2024.
Forsyningstilsynet har nu udgivet en ny rapport med data for kommunernes affaldsgebyrer fra 2019 til 2025 og med kommunerne budget- og regnskabstal fra 2019 til 2024. Herunder gengives hovedkonklusionerne fra rapporten:
- Det gennemsnitlige affaldsgebyr for kategorien ”havebolig” (parcel-, række-, kæde og dobbelthuse) er i perioden 2019 til 2025 steget fra 2.697 kr. til 4.036 kr. Det svarer til en stigning på 50 pct. Den højeste stigning i affaldsgebyrerne for en havebolig var på 12 pct. i 2023. Stigningerne er sidenhen aftaget, så den var på 7 pct. i 2024 og 2,4 pct. i 2025. Sidstnævnte svarer til niveauet for den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet.
- For kategorien ”etageboliger” steg gebyret i perioden 2019 til 2025 fra 1.909 kr. til 3.050 kr., hvilket svarer til en stigning på 60 pct. Den højeste stigning for en etagebolig var på 12 pct. i 2022. Stigningen i affaldsgebyret for en etagebolig er efterfølgende aftaget og er i 2025 ligeledes kommet ned på niveau med pris- og lønudviklingen.
- Som et sammenligningsgrundlag har Forsyningstilsynet beregnet den samlede, generelle pris- og lønstigning til ca. 17 % fra 2019-2025. Der tages forbehold for, at det ikke er analyseret i hvilken grad den generelle udviklingen afspejler priser og lønninger på affaldsområdet.
- Kommunernes samlede udgifter til affaldshåndtering har været stigende i perioden 2019 til 2024. Stigningen var særlig markant fra 2021 til 2023, hvorefter stigningen aftog fra 2023 til 2024 og særligt videre frem til 2025. Tendensen er i overensstemmelse med udviklingen i affaldsgebyrerne.
- 92 ud af 98 kommuner har udrullet alle de 10 husstandsnære affaldsfraktioner (rest- og madaffald, papir, pap, glas, metal, plast, mad- og drikkekartoner, farligt affald og tekstiler) pr. 31. december 2024 ifølge Miljøstyrelsens kortlægning.
- De kommunale udgifter til affaldshåndtering er steget mest for kontoplanens genanvendelige fraktioner sammenlignet med udgifter til administration, restaffald, storskrald og haveaffald, farligt affald og tekstil samt genbrugspladser.
- Udrulningen af de 10 affaldsfraktioner er sammenfaldende med stigningen i kommunernes udgifter til affaldshåndtering og den dertilhørende stigning i affaldsgebyrerne.
- Den aftagende stigning i affaldsgebyrerne de seneste år er sammenfaldende med, at den husstandsnære kildesortering efterhånden er fuldt udrullet. Andre forhold, bl.a. vedrørende moms og producentgebyrer, løbende tilpasninger i miljø- og serviceparametre, regnskabspraksis og omkostningsudvikling, kan dog også have bidraget til den aftagende stigning.
- Det er på baggrund af rapportens datagrundlag ikke muligt at konkludere noget entydigt og endegyldigt om årsagerne til udviklingen i de kommunale affaldsgebyrer og udgifterne til affaldshåndtering.
Find rapporten på Forsyningstilsynets hjemmeside her