Forslag til ny byggevareforordning

Sikkerhed og funktionalitet er ikke længere tilstrækkeligt – byggevarer skal også være bæredygtige.

I tråd med forslaget til Ecodesign forordning (om miljøvenligt design for bæredygtige produkter), vil Europa Kommissionen stille krav til byggevarer for at sikre, at de designes og fremstilles efter de nyeste tekniske standarder og at de er mere holdbare, reparerbare, genanvendelige og lettere at genfremstille. Formålet med forslaget er at skabe en harmoniseret ramme for vurdering og formidling af byggevarers miljø- og klimamæssige ydeevne.

Den nuværende Byggevareforordning fra 2011 sætter rammen for markedsføring af byggevarer på det indre marked herunder reglerne for CE-mærkning af byggevarer. Den regulerer, hvordan man udtrykker byggevarers ydeevne i forhold til deres væsentlige egenskaber, som fx hvordan de reagerer på brand, leder varme eller isolerer lyd.

Den kan ikke anvendes til at fremme den grønne og digitale omstilling og produktsikkerhed. De tilgængelige vurderingsmetoder for byggevarers ydeevne dækker et begrænset antal miljøpåvirkninger, og metoderne er ikke blevet etableret for at regulere bæredygtig anvendelse af naturressourcer.

Kommissionen ønsker desuden at få mere digital information om byggevarer til at imødekomme målene om cirkularitet og bæredygtighed og til at give oplysninger, der kræves af anden relateret lovgivning (fx direktivet om bygningers energimæssige ydeevne eller forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter). Kommissionen vil etablere en database over byggevarer eller et system, der bygger på det digitale produktpas i Ecodesign forordningen.

Visse byggevarer er allerede omfattet af forslaget til forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter. Det gælder for ’mellemprodukter’ (fx jern, stål og aluminium, men ikke cement), og energirelaterede byggeprodukter, som allerede er reguleret under det eksisterende direktiv om miljøvenligt design (f.eks. for varmeapparater, kedler, varmepumper, vand- og rumvarmeapparater, ventilatorer , køle- og ventilationsanlæg og solcelleprodukter).

Den nye byggevareforordning skal gøre det lettere for standardiseringsorganerne at skabe fælles europæiske standarder. Sammen med øget markedstilsyn og mere klare regler for virksomheder i forsyningskæden, skal det nye forslag medvirke til at fjerne hindringer for varernes frie bevægelighed i det indre marked.

Læs mere
EU Review of the Construction Products Regulation.
Bolig og Planstyrelsen - Byggevareforordningen.

Relaterede nyheder