Forbrændingskapacitet og ikke-genanvendt emballageaffald
I forbindelse med forslag til ændringsbudget nr. 4 til det almindelige budget for 2024 (ajourføring af indtægter (egne indtægter) og tilpasninger vedrørende visse decentrale agenturer), har Miljøminister Magnus Heunicke den 9. oktober 2024 besvaret et spørgsmål stillet 11. september 2024 efter ønske fra Therese Scavenius (UFG).
Spørgsmålet lyder:
”Ministeren bedes oplyse, hvordan vedtagelsen af L115 »om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald« juni 2023 med øget affaldsforbrænding og import af affald til forbrænding vil påvirke Danmarks bidrag til EU’s budget baseret på niveauet af ikke-genanvendt plastemballageaffald? Derudover bedes ministeren oplyse hvordan importeret affald opgøres i det nationale system for kvalitetskontrol og sporing af emballageaffald.”
Miljøministerens svar lyder:
”Som det fremgår af konsekvensvurderingen til L115 skønnes det, at vedtagelsen af lovforslaget vil medføre reduceret affaldsforbrænding og import af affald til forbrænding.
Affaldsforbrændingskapaciteten og import af affald til forbrænding vurderes imidlertid ikke at påvirke niveauet af ikke-genanvendt plastemballageaffald, som Danmarks bidrag til EU’s budget er baseret på. Danmarks bidrag beregnes på baggrund af mængden af plastemballage markedsført i Danmark, der bliver til affald i danske skraldespande, men ikke genanvendes. Da importeret affald ikke er blevet til affald i Danmark, tæller det ikke med i beregningen. Mht. dansk plastemballageaffald er der gennemført tiltag for at begrænse forbrænding af dansk plastemballageaffald og øge genanvendelsen, jf. svar på spørgsmål 1.
Vedrørende opgørelsen af importeret affald, så registreres importeret affald, herunder plastemballageaffald eksplicit som importeret i Affaldsdatasystemet (ADS) hos Miljøstyrelsen.”
Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.