Flere ministersvar om producentansvaret
Miljøminister Magnus Heunicke har besvaret et § 20-spørgsmål fra Leila Stockmarr (EL).
Spørgsmål nr. S 1367
”Vil ministeren sikre, inden producentansvarsgebyret træder i kraft den 1. oktober 2025, at afgiftsmodellen ikke giver virksomheder incitament til at skifte lettere genanvendelige emballagetyper som glas og pap ud med plastik?”
Svar
Med producentansvar for emballage skal virksomheder, der første gang markedsfører emballage på det danske marked, betale for affaldshåndtering af emballagen. Producenterne betaler for deres forpligtigelser via såkaldte kollektive ordninger, som varetager opgaver på vegne af producenterne, og opkræver omkostningerne til dette via medlemsbidrag. Det er hensigten, at medlemsbidragene miljøgradueres, så producenter med miljøvenlig emballage betaler mindre.
Jeg er aktuelt ved at undersøge ordningen. Forskelle i priser for indsamling og behandling vil afspejle sig i emballageproducenternes omkostninger til udvidet producentansvar. Hvis det viser sig, at der er incitamenter til mindre genanvendelse, så er det noget, som jeg vil sætte fokus på.
Miljøminister Magnus Heunicke har besvaret et § 20-spørgsmål fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. S 1396
”Mener ministeren, at det er foreneligt med hensynet til den grønne omstilling, at gebyret for glasemballage under det udvidede producentansvar i Danmark ligger væsentligt højere end i andre EU-lande og højere end for plastemballage, når det ifølge Ardagh Glass Holmegaard risikerer at medføre lukning af produktionen i Danmark og et skifte fra glas til plast, og vil ministeren tage initiativ til en genberegning af taksterne for at kvalitetssikre niveauet?”
Svar
Jeg tager det meget alvorligt, hvis implementeringen af det udvidede producentansvar for emballage rammer skævt, som det ser ud til i tilfældet med bl.a. Ardagh Glass Holmegaard.
Jeg er i fuld gang med at undersøge sagen og handlemuligheder for at finde en løsning hurtigst muligt, og jeg og mit ministerie mødes i den forbindelse med branchen og berørte virksomheder.
Danmark skal ikke implementere EU’s krav om udvidet producentansvar på en måde, så gebyrerne ender med at blive så høje, at det bliver en trussel mod dansk erhvervsliv, herunder den grønne omstilling af glasindustrien.
Jeg kan afslutningsvist bemærke, at glas er billigere end plastik i nogle kollektive ordninger, og at producenter frit kan vælge mellem kollektive ordninger. Derudover har den kollektive ordning VANA meddelt, at de sænker deres priser i september.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af S 1367.
Læs mere
Svar på spørgsmål nr. S 1367
Svar på spørgsmål nr. S 1396