Finsk aktørforum skal nedbringe madspild med 50%
Finnerne har et erklæret mål om at halvere madspild i 2030. Indsatsen bliver drevet af et nationalt madspildsforum, der samler en lang række aktører omkring madspildsdagsordenen med henblik på at reducere madspild i husholdningerne. Forumet arbejder særligt med udgangspunkt i adfærdsøkonomi og nudging og har allerede engageret mere end 60 forskellige aktører som f.eks. byer, forskningsprojekter, universiteter, NGO’er og virksomheder.
Et af de første initiativer under projektet, der startede i slutningen af 2020, har været at gennemføre et litteraturstudie med henblik på at identificere drivere og barrierer for generering af madspild i husholdningerne samt hvordan disse, med fokus på borgeradfærd og motivation såvel som det omkringliggende miljø og situationer, kan påvirkes. Studiet er netop afsluttet og har i korte træk vist, at madspild er tæt forbundet med dagligsdagsrutiner og at det dermed er disse rutiner, man skal påvirke, hvis man skal have held med at nedbringe mængden af madspild. Studiet viste også, at on-line dagligvareindkøb på den ene side øger planlægningen i husholdningen, hvilket kan være med til at reducere mængden af madspild, men også på den anden side kan mindske ejerskabet for de produkter, man køber, hvilket kan være med til at øge mængden af madspild.
Studiet er først lige afsluttet og forventes publiceret og oversat inden længe, men allerede nu planlægger madspildsforummet en række workshops, der med udgangspunkt i den nye viden skal samle aktørerne om konkrete løsninger, der skal nedbringe mængderne af madspild. Overskrifterne for disse workshops vil knytte sig til hhv. husholdningen, dagligvarebutikkerne og on-line handel og skal bl.a. finde løsninger gennem emballagedesign, modificerede rammebetingelser og forskelige digitale madspildsløsninger. Til slut skal der, på baggrund af det føromtalte studie samt workshops, udarbejdes konkrete anbefalinger.
Det finske madspildsforum løber foreløbig over en tre-årig periode (2020-2023) og kan ifølge finnerne selv fungere som inspiration for andre europæiske lande, der ønsker at arbejde aktivt med madspildsdagsordenen.
Læs mere
Du kan læse mere på siden for det finske madspildsforum her.