FAERCH bliver de største – og satser på cirkularitet
”Den stigende bevidsthed om vigtigheden af cirkulære produkter er - på linje med udsigten til producentanvar på plastemballage i EU - vigtige baggrunde for opkøbet”, fortæller FAERCHs koncerndirektør Lars Gade Hansen, og fortsætter: "Plastbekymringen i Europa er jo til FAERCHs fordel, og der er i høj grad efterspørgsel fra de europæiske forbrugernes side på genanvendelige produkter". Direktøren fortæller endvidere, at FAERCH også selv forsøger at skabe øget opmærksomhed om værdien af genanvendelse tæt på forbrugerne. "Vi har alle de rigtige koncepter og løsninger til det. Vi taler med de forskellige butikskæder rundt om i Europa og uddanner folk til at informere forbrugerne om, at det produkt, de står med, er lavet af genbrugsplast og skal omdannes til ny emballage igen efterfølgende," siger Lars Gade Hansen.
Helt ok med flere afgifter
Koncerndirektøren ser også ser frem til, at nye afgiftsregler på plastområdet i EU kan komme FAERCH til gode. "Det er jo lidt specielt, at en virksomhed går ind for øget beskatning, men vi støtter faktisk en større beskatning af alt den emballage, der ikke indeholder genanvendelige materialer," siger Lars Gade Hansen og tilføjer: "Vi mener, at det er den vej, det skal gå, så vi kan få sorteret ud i al den elendige emballage, der ikke er cirkulær.”
Der går dog stadig en rum tid, inden SIRAPs produktionsanlæg kommer til at fremstille emballage efter FAERCHs idealer og bidrage til at øge cirkulariteten i EU. "I dag har SIRAP ikke de løsninger på produktsiden og på teknologien, som vi har. Det er noget, vi har arbejdet med i 15 år eller endda længere, så på det punkt kan vi noget, som ingen andre i verden kan," siger Lars Gade Hansen. "Den afstand, der er, mellem det, de kan indenfor genbrugsplast og cirkularitet, til det, vi gør i dag, er enorm. Derfor kommer der cirka til at gå tre år, inden SIRAPs produktionsanlæg er omstillede og gearede til FAERCHs cirkulære løsninger”, vurderer Lars Gade Hansen. "Det betyder, at der godt kan gå fem eller seks år, inden vi har markedet på plads og alle de rigtige produkter er at finde i butikkerne i de lande, vi taler om," siger han.
Ovenstående nyhed er skrevet med udgangspunkt i denne artikel i CleantechWatch bragt den 6. november 2020.