Europa-Kommissionen erkender at den europæiske plastindustri er presset

Kommissionen vil komme med nye tiltag i en Circular Economy Mini-Package inden årets udgang

Miljøkommissær Jessika Roswall var den 29. oktober 2025 vært for en rundbordsdiskussion med interessenter i hele plastværdikæden for at drøfte, hvordan man kan styrke Europas genanvendelsesøkosystem og fremskynde dets omstilling til konkurrencedygtig cirkularitet.

Kommissæren skriver på LinkedIn, at ”Alligevel er Europas genanvendelsessektor under stigende pres – fra høje energiomkostninger og ustabile markeder til stigende konkurrence fra billig import. På nogle områder, f.eks. genanvendt plast, er væksten gået i stå, og investeringstilliden er svækket.”

Plastindustrien skriver, at mødet markerer en vigtig politisk anerkendelse af problemerne – og ifølge Kommissionen vil der nu blive igangsat en proces, som skal føre til nye tiltag, herunder det såkaldte “Circular Economy Mini-Package”, der ventes præsenteret inden årets udgang.

”Det er positivt, at Kommissionen har fået øjnene op for de alvorlige udfordringer, genanvendelsesbranchen står midt i. Mange virksomheder vil gerne bidrage til den cirkulære omstilling, men de er presset af lave råvarepriser og manglende incitamenter. Skal vi sikre en bæredygtig og økonomisk levedygtig genanvendelsesbranche i Europa, kræver det politisk handling”, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Mere end 110 organisationer inden for Europas plastværdikæde har advaret EU-lovgiverne om, at genanvendelsesindustrien ikke formår at håndtere udfordringerne med bl.a. den stigende kløft mellem priserne på jomfruelig og genanvendt plast. Derfor har de organiseret kampagnen, Ring the Bell for Recycling, hvor de anbefaler EU:

  • at rette op på den økonomiske ubalance mellem jomfruelig og genanvendt plast,
  • at sikre genanvendelsesvirksomheders rentabilitet gennem mere retfærdige og støttende markedsmekanismer,
  • at styrke import- og kvalitetsstandarder,
  • og at sikre, at den kommende forordning om emballage og emballageaffald (PPWR) fører til et cirkulært og konkurrencedygtigt genanvendelsesmarked.

Læs mere
Miljøkommissær Jessika Roswall, LinkedIn
Plastindustrien, EU anerkender genanvendelsesbranchens udfordringer
Searious Business, Ring the Bell for Recycling, The elephant in the room
edie, 11. nov. 2025, Europe’s plastics industry risks ‘collapsing’ under broken market economics
Dakofa, 14. jan. 2025, Det europæiske plastmarked er udfordret

Relaterede nyheder