EU forslag til grænseværdi for asbest er højere end den danske
Kommissionen anslår, at 4,1-7,3 millioner arbejdstagere i øjeblikket udsættes for asbest. Heraf arbejder 97 pct. i bygge- og anlægssektoren, og i relaterede erhverv som tagbeklædning, VVS, tømrerarbejde eller gulvlægning. Op til 78 pct. af de arbejdsrelaterede kræftformer, der anerkendes i medlemsstaterne, er relateret til asbest. Asbest kan også kobles til ca. 88 pct. af de arbejdsrelaterede tilfælde af lungekræft i EU.
Europa-Kommissionen har fremsat et forslag til et revideret direktiv om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at være udsat for asbest. Heri fastsætter Kommissionen en grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering (OEL) på 0,01 fibre/cm³. Europa-Parlamentet ønsker en grænseværdi på 0,001 fibre/cm³. Den nuværende grænseværdi er på på 0,1 fibre/cm³.
Forslaget er et såkaldt ”minimumsdirektiv”, og EU-landene har dermed mulighed for at gå videre end det, som indgår i direktivet. Grænseværdien i Danmark har siden den 1. januar 2022 været 0,003 fibre/cm³.
I meddelelsen skriver Kommissionen, at de bl.a. vil:
- fremsætte et lovforslag om screening og registrering af asbest i bygninger og anmode medlemsstaterne om at udarbejde nationale strategier for asbestfjernelse (2023).
- foreslå en lovgivningsmæssig tilgang til en EU-model for digitale byggelogbøger (2023).
- vurdere muligheder for at forbedre indendørs luftkvalitet og undersøge måder til at øge offentlighedens bevidsthed og reducere risici (2023).
- iværksætte en revision af EU-protokollen til håndtering af bygge- og nedrivningsaffald og retningslinjerne for affaldsrevisioner før nedrivnings- og renoveringsarbejder af bygninger, med særlig fokus på renoveringer og asbest (2023).
- iværksætte en undersøgelse for at identificere praksis for håndtering af asbestaffald og nye behandlingsteknologier, for at vurdere, om der er behov for ændringer i EU's affaldslovgivning (inden udgangen af 2022).
Figuren viser den anslåede andel af asbestforbruget i de vigtigste perioder med opførelse af bygninger i EU-27. Den kan ses i sin helhed i meddelelsen.
Folketinget har publiceret et meget informativt nyhedsbrev, EU-note E44, hvor man kan læse mere om forslaget og nyttige links.
Læs mere
Europaudvalget, EU-note E 44, 29.9.2022, EU-nyt om styrket beskyttelse mod asbest.
COM(2022) 489 final, Direktiv om ændring af direktiv 2009/148/EF om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at være udsat for asbest.
Bolius, 2019, Asbest i boliger.
Com (2022) 488 final, Communication on working towards an asbestos-free future: a European approach to addressing the health risks of asbestos.