EU er udfordret med tekstilindsamling inden 2025-frist
31. maj 2024

EU er udfordret med tekstilindsamling inden 2025-frist

Ny rapport viser, at der stadig er udfordringer med både indsamlingsordninger og behandlingskapacitet for tekstiler. Der er derfor behov for bl.a. harmonisering og opskalering, hvis indsamlingskravet skal være opfyldt inden næste års deadline.

Der er nu mindre end et år til at alle EU’s medlemsstater ifølge det tidligere reviderede affaldsrammedirektiv skal have implementeret separat indsamling af tekstiler. Forud for ordningens ikrafttræden har Det Europæiske Miljøagentur udarbejdet en undersøgelse, der giver status på de nuværende mængder af tekstilaffaldsgenerering, indsamlingssystemer, behandlingskapacitet samt de forskellige former for klassificering, der benyttes rundt omkring i unionen.

Nye tal er ikke nødvendigvis retvisende
Den nye undersøgelse præsenterer en række opdaterede data på området, herunder bl.a. at den gennemsnitlige EU-borger genererer omkring 16 kg tekstiler per person om året. Af disse indsamles omkring 4,4 kg separat mens resten forventes at være blevet bortskaffet med restaffaldet. Af de samlede mængder vurderes omkring 82% af stamme fra husholdningerne, mens de resterende mængder er fra offentlige institutioner og erhverv.

For Danmark viser de nye tal, at der indsamles lidt over 8 kg tekstil per capita, hvilket er et væsentligt stykke fra de data, vi ellers er blevet præsenteret for i hjemlige undersøgelser. Det skyldes formentlig, at de nye EU-tal er baseret på Eurostats affaldsstatistik, som ikke indeholder de tekstiler, der bliver indsamlet gennem private organisationer og NGO’er, idet disse betragtes som donationer/genbrugstekstiler, og derfor ikke er blevet registreret. På samme måde skal man derfor også være påpasselig med at sammenligne tallene de enkelte medlemsstater imellem, idet der generelt er meget forskellige måder at opgøre denne fraktion på. En af hovedpointerne fra forfatterne er dermed også, at der er behov for harmonisering af definitioner og rapporteringskrav, således at man kan få et mere fyldestgørende billede af, hvor der er brug for at sætte ind samt hvilke realistiske mål man kan sætte for tekstilerne.

Stadig et stykke til at indsamlingskravet kan opfyldes
Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af de europæiske medlemsstater har implementeret en eller anden form for indsamlingsordning, hvoraf de fleste dog har fokus på genrugstekstilerne. I løbet af 2024 er det imidlertid kun Grækenland, som har planer om at indføre kravet, hvilket betyder, at de resterende lande ikke ser ud til at nå i mål. Flere har rapporteret, at de afventer den igangværende revision af affaldsrammedirektivet for at få klarhed over, hvordan den kommende lovgivning kommer til at forme sig – bl.a. ift. skelnen mellem affald og ikke-affald/produkt.

En lang række lande mangler altså fortsat gode løsninger, der kan øge de indsamlede mængder og derfor bringer undersøgelsen også en række referencer til den nyeste viden ift. do’s and don’ts omkring indsamlingsordninger. Undersøgelsen påpeger bl.a. fordele og ulemper ift. udendørs indsamlingspunkter, der dels kan lette adgangen til ordningen men som dels også kan give udfordringer med fugtige og våde tekstiler, hvilket i værste tilfælde kan underminere hele grundlaget for ordningen ligesom fordele og ulemper ved øget sortering fra borgeren præsenteres.

I baggrundsrapporten finder man også en interessant diskussion af den potentielle udfordring, der kan opstå, når mængderne stiger, mens den samlede kvalitet forventes af falde, hvilket ifølge forfatterne kan skabe en utilsigtet effekt, hvor genanvendelsen begynder at konkurrere med genbrug (og dermed modarbejde affaldshierarkiet). Dette bliver ifølge forfatterne (endnu) et argument for god sortering, tæt på kilden.

Kapacitet efterlyses
Den nye undersøgelse påpeger også, at opskaleringen af behandlingskapacitet i EU ikke ser ud til at stige i takt med den forventede indsamling, hvilket kan medføre en betydelig risiko for at tekstiler fortsat vil ende på deponier, i affaldsforbrændingsanlæg eller blive eksporteret ud af unionen, sådan som det i høj grad ser nu. Som det ser ud nu, overstiger indsamlingsraterne behandlingskapaciteten, hvilket altså også vil være tilfældet fremover, hvis ikke den planlagte kapacitet for både sortering og genanvendelse øges.

Læs mere
Du kan læse meget mere i baggrundsrapporten ”Textile waste management in Europe’s circular Economy” som du finder her på ETC’s hjemmeside.

Du kan også læse om hovedresultaterne i Miljøagenturets såkaldte briefing, under samme navn, som du finder her.

Relaterede nyheder