Er deleøkonomien grøn?
Nordisk ministerråd har lanceret en ny undersøgelse, som skal gøre os klogere på de miljømæssige fordele ved deleøkonomien. Analysen er baseret på et litteraturstudie over den eksisterende litteratur, som har vurderet netop de miljømæssige konsekvenser, men med resultaterne overført på en række nordiske cases. I studiet kigger man nemlig nærmere på en række eksisterende nordiske deleøkonomiske initiativer inden for hhv. transportområdet, boligområdet, andre mindre forbrugsgoder samt services. I rapporten analyserer man de potentielle forandringer i forbrugeradfærd samt hvilke miljøeffekter de førnævnte initiativer potentielt kan medføre.
Analysen viser helt generelt, at der ser ud til at være gevinster forbundet med de deleøkonomiske initiativer både i form af lavere priser og bedre kvalitet. Det viser sig også, at der er et reelt potentiale for positive miljømæssige effekter, men at de potentielle positive effekter både generelt hænger sammen med, hvordan økonomien ellers indretter sig samt mere specifikt, med den såkaldte rebound-effekt. Rebound effekten er en betegnelse for den effekt, som udspringer af, at sparede økonomiske midler på ét område kan medføre forbrug på et andet område, hvilket dermed kan modvirke eller måske endda modsatrette de positive miljøeffekter, der var opnået som følge af et lavere forbrug.
Den nye rapport skal således ikke læses som en facitliste over, hvilke initiativer der kan betale sig og hvilke der ikke kan, men snarere som en diskussion af, hvilke effekter der er i spil, når man tager hul på deleøkonomien. Perspektiverne er således også, ifølge rapportens forfattere, at de deleøkonomiske initiativer bør kombineres med regulering, herunder eksempelvis regulering eller prissætning af miljøskadelige emissioner.
Hvad er deleøkonomi?
Begrebet deleøkonomi er stadig nyt og svært at få hold på, men ifølge denne analyse skal deleøkonomiske initiativer leve op til tre kriterier:
- En given transaktion skal dække en service, som er baseret på en vare eller en kompetence.
- En digital platform, der fungerer som mellemled mellem køber og sælger, er en afgørende del af servicen
- Initiativet er etableret for at forbinde de to ovenstående med hinanden
Læs mere
Vil du se hele analysen, kan du finde den i nordisk ministerråds database ved at klikke her.