Energistyrelsen har offentliggjort milliardudbud til CO₂-fangst og -lagring
Energistyrelsen har offentliggjort det endelige udbudsmateriale til CCS-puljen den 9. oktober 2024. CCS står for Carbon Capture and Storage – CO₂-fangst og -lagring. CCS-puljen har et samlet budget på 28,7 milliarder kroner inkl. moms (i 2025-priser), som skal skal dække omkostninger til fangst, transport og geologisk lagring af fossil, biogen eller atmosfærisk CO2 over en 15-årig kontraktperiode. Støttekronerne er bundet op på et krav om idriftsættelse af fangstanlæg senest 1. december 2029 og et mindstekrav om fuld fangst og lagring fra 2030.
CCS-puljen skal sikre CO2-reduktioner eller negative emissioner, der bidrager til opfyldelsen af Danmarks klimamål. Samlet set skønnes puljen at reducere Danmarks årlige udledninger af CO2 med 2,3 millioner ton fra 2030. Det svarer til omkring fem procent af Danmarks samlede nuværende udledninger i løbet af et år.
Puljen er designet med henblik på at sikre maksimal konkurrence om midlerne for at få størst mulig CO₂-reduktion til lavest mulig pris. Støtten udbetales per lagret ton CO₂. Udbuddet bliver gennemført med forhandling, hvor markedsaktørerne byder ind med en fast mængde pr. år og pris pr. ton CO₂, de skal fange og lagre. Der vil kunne tildeles midler fra puljen til flere tilbudsgivere.
Information til tilbudsgivere
Allerede i juni blev de væsentligste vilkår i udbudsmaterialet for CCS-puljen meldt ud i forbindelse med en markedshøring. Energistyrelsen har desuden holdt to markedsdialoger om puljen, senest fra juni til august 2024. I begge dialoger har interessenter og potentielle tilbudsgivere givet input, som har været nyttige i forhold til at udfærdige det endelige udbudsmateriale. Uddrag af deadlines jf. udbudsmaterialet:
- 25. marts 2025 kl. 13.00 - Frist for ansøgninger om at blive prækvalificeret til at deltage i udbuddet
- 9. maj 2025 - Forventet offentliggørelse af prækvalificerede mulige tilbudsgivere
- 26. august 2025 kl. 13.00 - Frist for afgivelse af første indikative bud
- 17. december 2025 kl. 13:00 - Forventet frist for afgivelse af bedste og endelige bud
- April 2026 - Forventet tidspunkt for afgørelse om vindende bud
Baggrundsinformation
- Den udbudte CCS-pulje er den tredje pulje administreret af Energistyrelsen med støttemidler til fangst og lagring af CO₂. Der er afsat 28,7 milliarder kroner inkl. moms (i 2025-priser) i denne pulje. I alt er der afsat cirka 38 milliarder kroner.
- Den første pulje, CCUS-puljen, som var på ca. 8 mia. kroner, blev vundet af Ørsted, som vil fange og lagre 430.000 ton CO₂ årligt fra 2026 og 20 år frem. Ørsted forventer allerede at fange og lagre den første CO₂ fra 2025.
- NECCS-puljen blev afsluttet i maj 2024, hvor Energistyrelsen indgik kontrakt med tre selskaber om at sikre fangst og lagring af 160.350 ton biogen CO₂ årligt i perioden fra 2026 til og med 2032.
- Ifølge Energistyrelsens seneste punktkildeanalyse udgør det fulde fangstpotentiale på alle danske punktkilder 6,9-13,7 millioner ton CO₂ i 2030.
- Danmark har givet seks tilladelser til efterforskning med henblik på lagring af CO₂ og har politiske aftaler med flere lande om grænseoverskridende transport af CO₂ med henblik på geologisk lagring under havbunden.
- Udmøntning af den samlede CCS-pulje forudsætter statsstøttegodkendelse fra Europa-Kommissionen.
Udbudsmaterialet kan findes på Energistyrelsens side om CCS-udbud og anden støtte til udvikling af CCS, når underpunktet ”CCS-puljen” (ikke CCUS-puljen) foldes ud, se her.
Læs også Energistyrelsens pressemeddelelse om udbuddet fra den 9. oktober 2024 her.