End-of-waste kriterier for plastaffald

På baggrund af en indledende analyse besluttede Europa-Kommissionen i 2022, at den ville gå i gang med at udvikle end-of-waste kriterier for plastaffald. Det er Kommissionen og dens forskningsenhed, Joint Research Centre, som har udarbejdet forslaget.

Forslaget er begrænset til en mulig EoW-status for alt termoplastisk polymeraffald og blandinger heraf, uanset polymerens type og kilde. Derudover foreslås det at begrænse omfanget af EoW-kriterier til genanvendelsesprocesser, der kan behandle termoplastisk polymeraffald og blandinger af termoplastisk polymeraffald uden bevidst at ændre polymerernes molekylære struktur, med undtagelse af skader, der repareres i processen.

En sending af genanvendt plast ophører med at være affald, når det er et stof eller en blanding, der er klar til brug i produktionen af nye plastprodukter eller artikler, der indeholder plastdele, og det opfylder det fulde sæt af EoW-kriterier.

Systemafgrænsningen omfatter ikke det punkt, hvor plastaffaldet produceres. Hvis det plastmateriale, der ikke længere er affald, bliver bortskaffet eller bruges til et andet formål end til produktion af nye plastprodukter (fx energiproduktion), skal det håndteres som affald.

Forslag til EoW-kriterier
Forslaget omfatter følgende krav (i forkortet version):

Krav til input materialer:

  • Farligt plastaffald eller plastaffald, der indeholder farlige stoffer må ikke anvendes, medmindre det kan behandles, så output-plasten ikke klassificeres som farligt, jf. forordningen om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
  • Der er særlige regler for plastaffald, der indeholder stoffer reguleret af REACH forordningen.
  • Der er særlige regler for plastaffald, der indeholder POP-koncentrationer over grænseværdierne i POP-forordningen.
  • Plastaffald kan stamme fra enhver kilde, med undtagelse af klinisk risikoaffald og absorberende hygiejne produkter.
  • Der skal være yderligere behandling af inputmaterialer fra WEEE og udtjente køretøjer.

Krav til behandlingsprocesser og -teknikker:

  • På behandlingsanlægget skal hhv. det modtagne input-plastaffald og det behandlede output-plastaffald opbevares separat.
  • Plastmaterialet skal behandles, så det ikke kan klassificeres som farligt, og så det overholder hhv. REACH-forordningen og POP-forordningen.
  • Det er ikke tilladt at blande farligt plastaffald og ikke-farligt plastaffald med ene formål at fortynde blandingen. Det samme gælder for POP-koncentrationer.

Krav til produktkvalitet:

  • Det færdige produkt (outputtet) må ikke kunne klassificeres som farligt, og det skal overholde både REACH og POP-forordningen.
  • Det færdige produkt skal overholde lovmæssige krav, opfylde forbruger og industri specifikationer eller standarder for brugen af materialet.
  • Hvis det færdige produkt skal anvendes i EU, skal den samlede mængde af urenheder være ≤ 2 % af det fugtfrie plast-outputvægt. Hvis det færdige produkt skal eksporteres til lande uden for EU, er tærsklen for urenheder ≤ 0,5 % af den fugtfrie plast-outputvægt, og den skal bestå af én termoplastisk polymer, bortset fra blandinger af polyethylen (PE), polypropylen (PP) og/eller polyethylenterephthalat (PET).

Krav til kvalitetsledelsesprocedurer:

  • Behandlingsanlægget skal have et kvalitetsledelsessystem, som bl.a. viser, at EoW-kriterierne overholdes.

Krav om tilvejebringelse af information:

  • Producenten eller importøren skal udstede en overensstemmelseserklæring for output-plasten.

Baggrund
Kravene til end-of-waste fremgår af affaldsbekendtgørelsens § 5 om affaldsfasens ophør. Det er Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om, at affald, der har gennemgået en genanvendelsesoperation eller en anden nyttiggørelsesoperation, anses for at være ophørt med at være affald, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Stoffet eller genstanden skal anvendes til specifikke formål.
  2. Der findes et marked for eller en efterspørgsel efter et sådant stof eller en sådan genstand.
  3. Stoffet eller genstanden opfylder de tekniske krav til de specifikke formål og lever op til gældende lovgivning og normer vedrørende produkter.
  4. Anvendelsen af stoffet eller genstanden får ikke generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

Affaldsdirektivet (artikel 6, stk. 2) giver Europa-Kommissionen mulighed for at udstede end-of-waste kriterier. Sådanne kriterier skal omfatte:

  1. affald, der må bruges som inputmateriale til nyttiggørelsesoperationen
  2. tilladte behandlingsprocesser og -teknikker
  3. kvalitetskriterier for materialer, der som resultat af nyttiggørelsesoperationen er ophørt med at være affald, i overensstemmelse med de gældende produktstandarder, herunder om nødvendigt grænseværdier for forurenende stoffer
  4. krav til håndteringssystemer for så vidt angår demonstration af overensstemmelsen med kriterierne for affaldsfasens ophør, herunder med hensyn til kvalitetskontrol og egenkontrol samt i relevant omfang akkreditering, og
  5. et krav om overensstemmelseserklæring.

Læs mere
JRC, 25. nov. 2024, EU-wide end-of-waste criteria for plastic waste
DG Miljø, 5. april 2022, The Commission starts to develop end-of-waste criteria for plastic waste
JRC, 9. marts 2022, Scoping possible further EU-wide end-of-waste and by-product criteria

Relaterede nyheder