En ny europæisk industristrategi
Denne nye strategi, der blev offentliggjort den 10. marts, skal hjælpe Europas industri til at føre an i de dobbelte omstillinger til klimaneutralitet og digitalt lederskab. Strategien tager sigte på at fremme Europas konkurrenceevne i en tid med global konkurrence.
Følgende tre drivkræfter skal ændre EU's industri, understøtte de små og mellemstore virksomheder og sørge for, at Europa er både konkurrencedygtigt og bæredygtigt:
- den grønne omstilling, hvor den europæiske grønne pagt udgør EU's nye vækststrategi.
- den digitale omstilling, der sætter industrien og SMV'erne i stand til at være mere proaktive, giver arbejdstagerne nye kompetencer og understøtter dekarboniseringen af økonomien.
- konkurrenceevnen på den internationale scene, hvor EU skal udnytte kraften i det indre marked til at gå foran med at fastlægge globale standarder.
I høringsnotatet af 16. marts til Folketingets Europaudvalg fremgår det, at Kommissionen ønsker, at EU skal lede og drive den digitale og klimaneutrale udvikling ved at understøtte investeringer i ny teknologi og innovation. Ifølge Kommissionen er der behov for nye instrumenter til at opnå reel, global konkurrenceevne og for at sikre EU’s suverænitet og teknologiske uafhængighed bl.a. ved at sikre forsyningen af kritiske råvarer gennem en handlingsplan for kritiske råvarer.
Som et nyt tiltag ønsker Kommissionen at udvælge og støtte udvalgte sektorer i industrien via såkaldte ’industrielle økosystemer’, samt oprette en form for offentlig-private partnerskaber gennem konkrete industrialliancer mellem Kommissionen, medlemsstater, industrien og øvrige interessenter. EU- institutioner, medlemsstater, regioner og industrien må sammen udvikle og investere i EU’s industri, herunder særligt i udvalgte industrielle økosystemer og de energi-intensive sektorer.
Af høringsnotatet til Folketingets Europaudvalg fremgår det ligeledes, at ”Regeringen hilser industristrategien velkommen og støtter generelt indholdet, herunder i særdeleshed Kommissionens ambitiøse tilgang til omstillingen mod en digital, cirkulær og klimaneutral økonomi. Regeringen mener, at industripolitikken fortsat skal bygges op omkring et fair og konkurrencepræget indre marked, der tilskynder til innovation og konkurrencedygtige virksomheder. Som supplement hertil anerkender regeringen, at der kan være behov for yderligere målrettede indsatser for at fremme den grønne omstilling og udviklingen af strategiske teknologier. Regeringen arbejder for, at Kommissionens arbejde med udvælgelse af såkaldte ’industrielle økosystemer’ og oprettelse af industrialliancer sker gennem en åben og inkluderende proces, hvor fokus er på at styrke de generelle rammevilkår inden for de udvalgte teknologiområder, der bredt set kan bidrage til at understøtte den grønne og digitale omstilling. ”
Baggrundsmateriale:
Her på Kommissionens hjemmeside findes Kommissionens pressemeddelelse og link til strategien.
Her på Folketingets hjemmeside findes link til høringsnotatet til Folketingets Europaudvalg.