11. maj 2021

En kvart milliard kroner til bekæmpelse af USA’s madspild

Den danske virksomhed Too Good To Go har fået et lån på 223 mio.kr. fra Vækstfonden til at indtage det amerikanske marked.

Det drejer sig nærmere betegnet om at redde en milliard måltider inden 2024, hvilket den danske app-løsning vil gøre ved at sikre en videredistribuering af de 40 % madspild, der ifølge Too Good To Go kendetegner det amerikanske samfund.

"USA har ubegribeligt meget madspild, og det er derfor her, vi har mulighed for at gøre den største forskel. Vi har sat os et ambitiøst mål om, at vi skal være til stede i de største amerikanske byer inden årets udgang, så vi hurtigt kan opnå en position, der er på højde med vores europæiske. Det kræver kapital," udtaler Thomas Zeihlund, der er drifts- og finansdirektør for Too Good To Go, i en pressemeddelelse, som er viderebragt i Klimamonitor.

Ifølge virksomhedens egne oplysninger er App’en aktiv i 14 lande, har over 37 millioner brugere, og redder ifølge Too Good To Go 175.000 måltider om dagen.

Du kan læse mere om Too Good To Go ved at trykke hér og artiklen i sin helhed i Klimamonitor hér.

Relaterede nyheder