24. september 2021

Elretur overtager lyskilderne

Elretur overtager alle Lyskildebranchens WEEE Forenings (LWF) aktiviteter. Dermed bliver Elretur Danmarks største kollektivordning indenfor indsamling og genanvendelse af affald fra lyskilder.

Det forventes, at den samlede globale affaldsstrøm indenfor kasseret elektronik og el-artikler globalt vil gå fra 53,6 millioner tons i 2019 til 74,7 millioner tons i 2030. En stigning på 39%.

Derfor bliver det nødvendigt at sikre så stor en genbrugs- og genanvendelsesprocent som muligt for at beskytte de knappe råstoffer og for at nedsætte CO2 udledningen ved udvindelse af råstoffer og ved produktion af nye elprodukter.

Som led heri skal Elretur, udover at håndtere elskrot for sine medlemmer, fra årsskiftet også indsamle, genanvende og miljøansvarligt bortskaffe lyskilder såsom fx sparepærer og lysstofrør.

Aktuelt er de primære kasserede lyskilder lysstofrør og sparepærer. 89% af affaldet bliver genanvendt til produktion af metal, stål, aluminium, kobber og som erstatning for sand, 6% bliver brændt og anvendt som opvarmning og de sidste 5% bliver deponeret.

Du kan læse mere om Elreturs overtagelse af Lyskildebranchens WEEE Forenings aktiviteter i pressemeddelelsen her.

Relaterede nyheder