Efterspørgsel på 800.000 ton kemisk genanvendte emballagematerialer i 2030
I forbindelse med den kommende revision af emballagedirektivet forventes det, at Europa-Kommissionen vil stille krav om, at plastemballage skal indeholde et bestemt minimum af genanvendt plast. 12 selskaber inden for fast moving consumer goods (FMCG), efterspørger derfor, at der er tistrækkeligt med genanvendt materiale på markedet, så de kan leve op til deres forpligtelser ved emballering af deres produkter.
Der er i særdeleshed behov for at kunne genanvende store mængder plastfolie og andre blandede/sammensatte produkter af polyethylen og polypropylen til en fødevarekvalitet. Vel at mærke plastemballager fra husholdninger og tilsvarende emballager fra erhverv (post-consumer).
I et "vision og principper"-papir fra april 2022, beskriver Consumer Goods Forum de krav, som plastbrugere vil stille til kemikalie- og emballageleverandører mht. deres genanvendte plast. Dette papir erklærede, at der vil være behov for 60 til 70 nye, mellemstore kemiske genanvendelsesanlæg i Europa i dette årti, for at imødekomme FMCG-industriens voksende efterspørgsel.
Tanken er at genanvende plastmaterialet via pyrolyse, hvor plasten omdannes til molekyler/monomerer i en proces, der kræver betydelig varmetilførsel. Selskaberne anerkender, at kemisk genanvendelse måske ikke er den optimale løsning, men at den vil være en vigtig teknologi til at bidrage til mere genanvendelse af noget plastaffald, der er svært at genanvende mekanisk.
Samtidig offentliggjorde de en livscyklusvurdering, som viste, at produktsystemet med kemisk genanvendelse havde lavere påvirkninger indenfor klimaændringer og fossilt ressourceforbrug sammenlignet med nuværende lineære produktsystemer baseret på primære procesdata for kemisk genanvendelse og antagelser om substitution af forbrændingemissioner fra energiproduktion. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en indsamlingseffektivitet på 85 pct. af emballagefilm for at opnå en genanvendelse for PP/PE-folie på 55 pct., jf. de europæiske genanvendelsesmål for 2030.
Plastfolie anvendes til at emballere 68 pct. af alle produkter i EU og udgør 44 pct. af unionens emballageaffald.
De 12 selskaber er: Amcor, Barilla, Colgate-Palmolive, Danone, Ferrero, Haleon, Henkel, Mars, Incorporated, McCain Foods, Mondelēz International, PepsiCo, Unilever.
Læs mere
edie, 12. oktober 2022, FMCG giants signal demand for 800,000 tonnes of chemically recycled plastics by 2030.
The Consumer Goods Forum, Major consumer goods companies signal shared demand for 800000 tons of chemically recycled materials.