Ecodesign-forordningen er vedtaget

Aftalen skal forbedre produkter gennem deres livscyklus for at gøre dem mere holdbare og pålidelige, nemmere at genbruge, opgradere, reparere og genanvende samt bruge færre ressourcer, energi og vand.

Rådet og Europa-Parlamentet er i nat nået til enighed om forslaget til forordning om fastlæggelse af en ramme for krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter – eller ecodesign i daglig tale. Den endelige kompromistekst er endnu ikke offentliggjort. Aftalen skal også formelt vedtages af begge institutioner.

Forordningen om miljøvenligt design vil gælde for en lang række kategorier af produkter. Jf. Europa-Kommissionens oprindelige forslag, er det kun fødevarer, foder og medicinalvarer, der er undtaget. Hertil kommer køretøjer og ”produkter, der har en betydning for forsvaret eller den nationale sikkerhed”.

Der er bl.a. enighed om at indføre tiltag mod for tidlig forældelse, og at der fortsat skal udarbejdes ecodesign kriterier for bl.a. tekstiler, fodtøj og møbler.

Forhandlerne var enige om, at krav til miljøvenligt design også skulle håndtere for tidlig (dvs. planlagt) forældelse, dvs. når et produkt bliver ikke-funktionelt eller mindre ydende på grund af f.eks. produktdesignfunktioner, utilgængelighed af forbrugsvarer og reservedele, mangel på softwareopdateringer mv.

Alle specifikke produktkrav vil blive udformet af Kommissionen gennem delegerede retsakter.

Alle produkter skal have et digitalt produktpas, der indeholder information om produktet, og Europa-Kommissionen skal etablere en offentlig web-portal, hvor forbrugerne kan få adgang til denne information og sammenligne produkter.

Desuden kan Kommissionen vedtage obligatoriske krav til offentlige indkøbskontrakter for at tilskynde til udbud og efterspørgsel efter miljømæssigt bæredygtige produkter.

Aftalen indfører et forbud mod destruktion af ikke-solgt beklædning og tekstiler, "clothing accessories" og fodtøj gældende to år efter forordningens ikrafttræden. Små virksomheder og mikrovirksomheder er undtaget fra dette forbud, og mellemstore virksomheder bliver undtaget i de første seks år efter, at forordningen er trådt i kraft. Kommissionen vil også få beføjelse til at indføre nye forbud mod destruktion af andre usolgte produkter ved delegerede retsakter. Store virksomheder skal hvert år offentliggøre, hvor mange usolgte forbrugerprodukter de skiller sig af med, og hvorfor.

Kommissionen skal senest ni måneder efter den endelige vedtagelse af forordningen have udarbejdet en arbejdsplan for en række prioriterede produkter, der omfatter jern, stål, aluminium, tekstiler (især tøj og fodtøj), møbler, dæk, rengøringsmidler, maling, smøremidler og kemikalier. Flere af produkterne er gengangere fra arbejdsplanen 2022-2024, kun kemikalierne ser ud til at være nye på listen.

Den 23. januar 2024 holder Dakofa et seminar om den nye ecodesign forordning.

Læs mere

Relaterede nyheder