DPA's administrationsomkostninger under lup
11. november 2025

DPA's administrationsomkostninger under lup

Regeringen vil se på administrationsudgifterne hos Dansk Producentansvar og Miljøstyrelsen for at gøre det udvidede producentansvar billigere, enklere og mere gennemsigtigt for de deltagende virksomheder.

Miljøminister Magnus Heunicke har besvaret spørgsmål fra Hans Kristian Skibby (DD). Svarene er gengivet nedenfor.

Spørgsmål nr. 2
”Vil ministeren kommentere artiklen »De slipper for affaldsgebyr – men skal betale halve og hele millioner i administration«, borsen.dk, den 6. oktober 2025, herunder redegøre for, hvad der konkret gør beregningen af producentgebyrerne kompleks, når Dansk Producentansvars årsrapport for 2024 viser samlede omkostninger på ca. 54 mio. kr. (22 mio. kr. i drift og 32 mio. kr. i aktiverede udviklingsudgifter), og der aktuelt er omkring 8.000 registrerede producenter, hvilket umiddelbart svarer til et gennemsnitligt administrationsgebyr på under 7.000 kr. pr. virksomhed pr. år?”

Svar
Det udvidede producentansvar for emballage flytter omkostningerne for håndtering af emballageaffald fra borgerne til producenterne. Ordningen har til formål at give virksomhederne incitamenter til at reducere emballagemængderne og gøre emballagen mere genanvendelig.

Jeg tager det meget alvorligt, at der er udsendt regninger fra Dansk Producentansvar, som er svære at gennemskue for virksomhederne. Dansk Producentansvar er en selvejende organisation, som administrerer producentansvaret for bl.a. emballage i Danmark.

Som del af regeringens pakke fra d. 11. september 2025, der skal gøre det udvidede producentansvar billigere og enklere for virksomhederne, besluttede regeringen derfor også at se på administrationsudgifterne hos Dansk Producentansvar og Miljøstyrelsen.

Spørgsmål nr. 3
”Vil ministeren forklare, hvordan det kan være, at enkelte virksomheder – som Dansk Træemballage (DTE), der ifølge artiklen »De slipper for affaldsgebyr – men skal betale halve og hele millioner i administration«, borsen.dk, den 6. oktober 2025, forventer at betale 3–4 mio. kr. årligt i administrationsgebyrer til Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar (DPA) – skal betale millionbeløb i administration, når de gennemsnitlige udgifter pr. virksomhed, baseret på DPA’s egne regnskabstal, burde ligge på under 10.000 kr., og mener ministeren, at dette er proportionalt og rimeligt i forhold til DPA’s samlede udgifter?”

Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Miljøstyrelsen har løbende været i dialog med producenter af træemballage, der har modtaget meget store regninger fra Dansk Producentansvar og Miljøstyrelsen, fordi de ved en fejl ikke havde registreret deres emballage som genbrugsemballage. Miljøstyrelsen har den 25. september 2025 oplyst producenterne, at de kan få tilbagebetalt det beløb, som de har betalt for meget grundet fejlregistrering.”

Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af MOF alm. del spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål nr. 4
”Vil ministeren oplyse, om ministeren finder det tilfredsstillende, at Dansk Producentansvar (DPA) kan opkræve lovpligtige gebyrer, uden at hverken virksomhederne, Folketinget eller offentligheden har adgang til at se beregningsgrundlaget, fordelingsnøglerne eller de underliggende budgetter for, hvordan gebyrerne fastsættes, og vil ministeren tage initiativ til at sikre, at DPA’s budgetter og beregningsmodeller offentliggøres og gøres tilgængelige via Miljøstyrelsens hjemmeside?”

Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Det fremgår af emballagebekendtgørelsen, at Dansk Producentansvar skal offentliggøre deres gebyrer. Det sker på Dansk Producentansvars hjemmeside www.producentansvar.dk. Dansk Producentansvar offentliggør desuden årligt en årsrapport med deres regnskab for det foregående år.”

Som jeg skriver i mit svar på MOF alm. del spørgsmål nr. 2, vil regeringen se på administrationsomkostningerne hos Dansk Producentansvar.

Spørgsmål nr. 5
”Vil ministeren redegøre for, hvordan Miljøstyrelsen konkret fører tilsyn med Dansk Producentansvars (DPA) økonomi og gebyrfastsættelse – herunder om der stilles krav til proportionalitet mellem DPA’s faktiske udgifter og de gebyrer, virksomhederne betaler – samt oplyse, om Miljøstyrelsen har godkendt DPA’s praksis med at aktivere IT-udviklingsudgifter på over 30 mio. kr., der først afskrives og dækkes gennem fremtidige gebyrer?”

Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Miljøstyrelsen skal ifølge miljøbeskyttelsesloven godkende vedtægter og retningslinjer for Dansk Producentansvars drift og administration og fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af Dansk Producentansvars omkostninger ved administration.

Miljøstyrelsen godkender årligt Dansk Producentansvars budget og gebyrsatser for det næstkommende år. Dansk Producentansvars gebyrsatser er, inden de fremsendes til Miljøstyrelsen, godkendt af Dansk Producentansvars bestyrelse, som bl.a. består af brancheforeninger, som repræsenterer virksomheder og erhvervsliv.

Miljøstyrelsen godkender også Dansk Producentansvars vedtægter. Vedtægterne er blevet opdateret og godkendt af Dansk Producentansvars bestyrelse ultimo oktober 2025 som følge af implementering af nye ordninger for producentansvar for emballage, batterier, engangsplastik og fiskeredskaber. Miljøstyrelsen forventer endeligt at godkende vedtægterne i november 2025. Desuden er Miljøstyrelsen tilsynsmyndighed over for Dansk Producentansvar og fører tilsyn med forvaltning og økonomiske dispositioner.”

Spørgsmål nr. 6
”Vil ministeren kommentere på, at flere brancheaktører ifølge artiklen »De slipper for affaldsgebyr – men skal betale halve og hele millioner i administration«, borsen.dk, den 6. oktober 2025, udtaler, at virksomheder skal prissætte deres varer i 2025 uden at kende de endelige gebyrsatser, som først offentliggøres i 2026, og vil ministeren oplyse, om ministeren finder det rimeligt, at erhvervslivet skal agere under denne uforudsigelighed, samt hvilke tiltag ministeren vil tage for at skabe klarhed og retssikkerhed på området?”

Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Det følger af emballagebekendtgørelsen, at Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar skal beregne gebyrer ud fra de data, som virksomhederne indberetter til Dansk Producentansvar med frist d. 1. juni. Miljøstyrelsen modtager de producentansvarlige virksomheders indberettede data fra Dansk Producentansvar senest d. 15. august.

Gebyrtaksterne offentliggøres, når de indberettede oplysninger er tilstrækkeligt kvalitetssikret til at danne grundlag for retvisende takster. Miljøstyrelsen tilstræber, at gebyrtaksten for det kommende år kan offentliggøres så hurtigt som muligt. Miljøstyrelsen har i oktober offentliggjort taksten for 2026. Miljøstyrelsen kan genberegne gebyret ved væsentlige ændringer i datagrundlaget eller i de administrative opgaver, som Miljøstyrelsen er pålagt.”

Jeg henviser derudover til mit svar på MOF alm. del spm. 2.

Spørgsmål nr. 7
”Vil ministeren tage initiativ til at lade Rigsrevisionen eller en uafhængig instans gennemgå Dansk Producentansvars økonomi og gebyrstruktur, så Folketinget kan få vished for, at midlerne anvendes i overensstemmelse med formålet, og at gebyrerne opkræves på et sagligt og transparent grundlag?”

Svar
Det er min klare prioritet at indrette det udvidede producentansvar for emballage, så det bliver billigere, enklere og mere gennemsigtigt for virksomhederne at løfte deres ansvar og bidrage til den grønne omstilling.

Som det fremgår af mit svar på MOF alm. del spørgsmål nr. 2, vil regeringen derfor se på de administrative gebyrer hos Dansk Producentansvar. Mit ministerie er i dialog med Dansk Producentansvar og relevante brancheorganisationer om, hvordan vi konkret gør opkrævningerne mere gennemsigtige for virksomhederne.

Læs mere
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 2
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 3
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 4
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 5
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 6
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF), Samling: 2025-26, Spørgsmål 7
DPA, Bliv klogere på vores årsgebyr til emballageproducenter
Miljøstyrelsen, Løbende omkostninger din virksomhed skal betale (gebyr 2026)

Relaterede nyheder