Der uddeles igen midler under biocoverordningen
Biocover er en teknologi, der udnytter, at bakterier i f.eks. kompost lagt på overfladen af en deponeringsenhed/losseplads kan omsætte udsivende metan til CO2. Metan har som minimum en 25 gange højere klimaeffekt end CO2.
Biocoverbidraget som en del af klimaregnskabet?
Biocoverordningen blev igangsat med det formål at udfylde det hul, der opstod ved tilbagerulningen af forsyningssikkerhedsafgiften tilbage i 2014 i forhold til Danmarks klimamålsætning. Der blev derfor afsat ialt 188 mio kr. til biocoverindsatsen, hvoraf 185,2 mio kr. er afsat til undersøgelse af metanemissioner og etablering af biocover på danske deponeringsanlæg og lossepladser.
Det er et centralt succeskriterium, at biocoverprojekternes metanreduktioner kan indgå i Danmarks klimaregnskab. Der opstod usikkerhed om, hvorvidt biocoverordningen kan tælles med, og Miljøstyrelsen arbejder nu for at tilvejebringe en solid faglig dokumentation til brug for godkendelsen i FN.
Ny forventet skyggepris
De foreløbige resultater har vist, at den såkaldte skyggepris er genberegnet til at være omtrent dobbelt så høj som oprindeligt antaget – nu genberegnet til ca. 140kr. per tons reduceret CO2 mod oprindeligt 77 kr. per tons reduceret CO2, som var den pris, der blev lagt til grund for udvælgelsen af virkemidlet.
Miljøstyrelsen påpeger, at der endnu ikke er etableret egentlige biocovers i ordningen, og at der derfor er tale om forventede omkostninger til biocoveretableringer med forventede reduktionseffekter. Reelle skyggepriser kan først beregnes efter de første biocoveretableringer; forventeligt tidligst fra sommeren 2018.
Status for ordningen
Tilskudsordningen åbnede for ansøgninger i juni 2016. Ordningen er bygget op om to trin:
Trin 1 – baselineundersøgelse, hvor metanemissionen på det ansøgte anlæg måles
Trin 2 – biocoverprojekt, hvor der etableres biocover,
Miljøstyrelsen oplyser, at der per 12. oktober 2017 er modtaget 77 ansøgninger om tilskud til trin 1, 41 er behandlet og heraf har 36 modtaget tilsagn om tilskud. Miljøstyrelsen fortsætter nu behandlingen af ansøgningerne.
Der er ikke givet tilsagn om tilskud til egentlige biocoveretableringer (trin 2) i ordningen endnu. Dog har 5 ud af 7 pilotanlæg sideløbende med evalueringen modtaget tilsagn om tilskud til etablering. Ingen af pilotprojekterne har dog etableret deres biocover endnu.
På baggrund af ovenstående evaluering vil Miljøstyrelsen genoptage tildelingen af nye tilskud frem mod 2020, hvor biocoveretableringerne skal være gennemført. Miljøstyrelsen vil løbende evaluere ordningen.
Læs evalueringen fra Miljøstyrelsen her.
Se Bekendtgørelse om tilskud til etablering af biocover på deponeringsanlæg og lossepladser.
Læs mere om ordningen her på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Læs også DAKOFAs nyheder om biocover-ordningen
Nyhed: Der kan nu søges midler til etablering af biocover på deponeringsanlæg.
Nyhed: Tilskudsordningen til etablering af biocover forventes at åbne midt juni.
Nyhed: 185 mio. kr. til etablering af biocovers på nedlukkede affaldsdeponier.