Den genvalgte EU-kommissionsformands prioriteter indenfor klima og miljø

EU-kommissionsformanden vil bl.a. fremlægge nye retsakter om cirkulær økonomi og om bioteknologi, en ny Ren Industri-aftale og vil revidere direktivet om offentlige udbud. Det fremgår af Ursula von der Leyens politiske retningslinjer for 2024-2029.

Ursula von der Leyen blev den 18. juli genvalgt af Europa-Parlamentet som formand for EU-kommissionen for de næste 5 år. Hun havde forinden offentliggjort sine politiske retningslinjer for arbejdet i den næste EU-kommission og fremlagt nogle af sine prioriteter i en tale til parlamentet.

Denne nyhed bringer uddrag af kommissionsformand von der Leyens politiske retningslinjer 2024-2029, som tænkes af have særlig interesse for arbejdet med cirkulær økonomi bredt og for affaldssektoren.

En mere cirkulær og modstandsdygtig økonomi

Arbejdet med at gøre vores økonomi uafhængig af fossile brændsler vil være en del af vores fortsatte omstilling til et mere bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster, hvor ressourcerne i vores økonomi bevarer deres værdi i længere tid. Dette vil være formålet med en ny retsakt om cirkulær økonomi, der skal bidrage til at skabe markedsefterspørgsel efter sekundære råstoffer og et indre marked for affald, navnlig i forbindelse med kritiske råstoffer.

Vi vil fremlægge en ny kemikalieindustripakke, der har til formål at forenkle REACH og skabe klarhed om »evighedsstoffer« (også kendt som PFAS).

Øget produktivitet gennem udbredelse af digital teknologi

… Vi vil begynde med at sætte fokus på gennemførelsen og håndhævelsen af de digitale love, der blev vedtaget under det foregående mandat. De store teknologivirksomheder skal påtage sig ansvaret for deres enorme systemiske magt i vores samfund og økonomi.

Vi har igangsat den aktive håndhævelse af forordningen om digitale tjenester og forordningen om digitale markeder. Vi vil optrappe og intensivere håndhævelsen under det kommende mandat. Vi vil bidrage til denne indsats ved at tackle udfordringerne med e-handelsplatforme for at sikre, at forbrugerne og virksomhederne kan drage fordel af lige vilkår baseret på effektive told-, skatte- og sikkerhedskontroller og bæredygtighedsstandarder. …

Forskning og innovation sættes i centrum for vores økonomi

Europas konkurrenceevne — og dets position i kapløbet om en ren og digital økonomi — kræver starten på en ny æra med opfindelse og nytænkning. Forskning, innovation, videnskab og teknologi skal sættes i centrum for vores økonomi. … Det er mit ønske, at Europa skal få mest muligt ud af den bioteknologiske revolution. Bioteknologier kan, understøttet af AI og digitale værktøjer, bidrage til at modernisere store dele af vores økonomi, lige fra landbrug og skovbrug til energi og sundhed.

For at gøre det lettere at få bioteknologien fra laboratoriet ud til fabrikken og derefter ud på markedet vil vi foreslå en ny EU-retsakt om bioteknologi i 2025. Den vil være en del af en mere omfattende strategi for europæisk biovidenskab, som vil have fokus på, hvordan vi kan støtte den grønne og den digitale omstilling og udvikle teknologier af høj værdi. …

Turbolader på investeringerne - herunder offentlige udbud

…. Vi skal også gøre bedre brug af offentlige udbud — som tegner sig for 14 % af EU’s BNP. En effektivitetsforøgelse på 1 % i forbindelse med offentlige udbud kan betyde en besparelse på 20 mia. EUR om året. Og der er tale om en af de vigtigste løftestænger til at udvikle innovative varer og tjenester og skabe markeder, der er førende inden for rene og strategiske teknologier.

Jeg vil foreslå en revision af direktivet om offentlige udbud. Dette vil gøre det muligt at give europæiske produkter en fortrinsstilling ved offentlige udbud inden for visse strategiske sektorer. Det vil bidrage til at sikre EU-merværdi for vores borgere samt forsyningssikkerhed for vigtige teknologier, produkter og tjenester. Det vil også modernisere og forenkle vores regler for offentlige udbud, navnlig med tanke på nystartede virksomheder og innovatorer i EU. …

En aftale om Ren Industri

Vi har gjort historiske fremskridt med hensyn til at sætte vores klimaambitionsniveau og har vist, at vi godt kan nedbringe vores emissioner og samtidig styrke vores økonomi. Vi vil og skal holde kursen mod målene i den europæiske grønne pagt [European Green Deal]. Klimakrisen tager fart. Og der er et lige så presserende behov for at dekarbonisere og industrialisere vores økonomi på samme tid. Vi skal fokusere på at gennemføre den eksisterende retlige ramme for 2030 — på den enkleste og retfærdigste og mest omkostningseffektive måde.

Vi har brug for en ny aftale om ren industri [en ny Clean Industrial Deal] for konkurrencedygtige industrier og kvalitetsjob i de første 100 dage af mandatperioden [denne aftale blev også nævnt i von der Leyens tale til Europa-Parlamentet]. Vores fulde fokus vil være på at støtte og skabe de rette betingelser for, at virksomheder kan nå vores fælles mål. Det indebærer forenkling, investering og sikring af adgang til billige, bæredygtige og sikre energiforsyninger og råstoffer. [også fremhævet i von der Leyens tale til Europa-Parlamentet].

Dette vil bane vejen frem mod målet for 2040 om en emissionsreduktion på 90 %, som vi vil foreslå at forankre i den europæiske klimalov [dette blev også nævnt i von der Leyens tale til Europa-Parlamentet]. Vi vil i hvert trin arbejde samme med industrien, arbejdsmarkedets parter og alle interessenter.

Vi vil fremlægge en retsakt om fremskyndelse af industriel dekarbonisering [se evt. EUs nye Net Zero Industry Act] for at støtte industrier og virksomheder gennem omstillingen [se evt. UNIDOs initiativ]. Dette vil kanalisere investeringer til infrastruktur og industri, navnlig i energiintensive sektorer. Det vil understøtte europæiske foregangsmarkeder inden for udvikling, produktion og udbredelse af ren teknologi. Det vil også være med til at sætte skub i planlægning, udbud og udstedelse af tilladelser i forbindelse hermed. …

Vi vil fortsat nedbringe energipriserne ved at bevæge os yderligere væk fra fossile brændstoffer, styrke fælles indkøb af brændstoffer og udvikle den forvaltningsstruktur, der er nødvendig for en reel energiunion. Vi vil opskalere og prioritere investeringer i infrastruktur og teknologier til ren energi. Dette vil omfatte vedvarende energi og lavemissionsteknologier, netinfrastruktur, lagringskapacitet og transportinfrastruktur til opsamlet CO2. Vi vil også investere i energieffektivitetsforanstaltninger, digitalisering af vores energisystem og etablering af et brintnet. Derudover er vi nødt til at udnytte vores markeds styrke og størrelse til at sikre forsyningerne. Derfor vil jeg foreslå at aktivere og udvide vores mekanisme for efterspørgselsaggregering, så den ikke blot omfatter gas, men også brint og kritiske råstoffer.

Opretholdelse af vores livskvalitet: Fødevaresikkerhed, vand og natur

… Jeg ønsker fortsat at samarbejde med landbrugere, politiske beslutningstagere, civilsamfundet, interessenter og borgere, så vi kollektivt kan opbygge et konkurrencedygtigt og modstandsdygtigt landbrugs- og fødevaresystem. Derfor indkaldte jeg til en strategisk dialog om landbrug, og der vil snart foreligge en rapport herom. På grundlag af disse anbefalinger vil jeg i løbet af de første 100 dage fremlægge en vision for landbrug og fødevarer der ser på, hvordan vi kan sikre vores landbrugssektors konkurrenceevne og bæredygtighed på lang sigt inden for vores planets grænser [dette blev også nævnt i von der Leyens tale til Europa-Parlamentet]. I den forbindelse er det afgørende, at landbrugerne har en rimelig og tilstrækkelig indkomst. De bør ikke tvinges til systematisk at sælge deres produkter under produktionsomkostningerne.

Jeg vil altid forsvare en EU-indkomstpolitik for Europas landbrugere og vil sikre, at EU-budgettet og vores fælles landbrugspolitik er målrettet, og finde den rette balance mellem incitamenter, investeringer og regulering. Vi skal sætte landbrugerne i stand til at dyrke deres jord uden overdrevent bureaukrati, støtte familielandbrug og belønne landbrugere, der arbejder med naturen, bevarer vores biodiversitet og naturlige økosystemer og bidrager til at dekarbonisere vores økonomi på vej mod nettonul senest i 2050 [dette blev også nævnt i von der Leyens tale til Europa-Parlamentet].

 

Find Ursula von der Leyens "Europas valg. Politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2024-2029" fra den 18. juli 2024” her.

Dokumentet kan hentes på alle EU-sprogene. Ursula von der Leyens tale i Europa-Parlamentet "Statement at the European Parliament Plenary, Strasbourg, 18 July 2024" kan hentes samme sted.

Relaterede nyheder