De nordiske lande fortsætter samarbejdet om bæredygtigt byggeri
15. august 2025

De nordiske lande fortsætter samarbejdet om bæredygtigt byggeri

Nordic Sustainable Construction 2025-2027 har bl.a. fokus på bedre udnyttelse af eksisterende kvadratmeter og genbrug af byggematerialer

Egentlig løb programmet Nordic Sustainable Construction kun i perioden 2021-2024, men i juni 2025 besluttede Nordisk Ministerråd at videreføre programmet frem til 2027. Initiativet udspringer af Nordisk Ministerråds beslutning i 2018 om at ensrette nye bygningsreguleringer og af de nordiske statsministres fælles vision fra 2019 om at gøre Norden til verdens mest bæredygtige region.

Det nye program har fokus på:

  • Klima: Harmonisering af livscyklusvurderinger (LCA), lavemissionsløsninger og klimatilpasning
  • Cirkularitet: Bedre udnyttelse af eksisterende kvadratmeter, genbrug af byggematerialer og kompetenceudvikling
  • Digitalisering: Understøttelse af datadrevne og digitale løsninger i byggeriet
  • EU-fokus: Analyse og bidrag til kommende EU-reguleringer inden for det byggede miljø med nordisk input

Under Cirkularitet er formålet:

  • at skabe et inspirationskatalog for de nordiske byggemyndigheder med politiske tiltag, der kan understøtte det byggede miljø i at følge affaldshierarkiet. Ud over fokus på at udnytte det, der allerede er bygget, er målet at reducere risici og omkostninger ved brug af genbrugte byggeprodukter.
  • at harmonisere og reducere materialeforbruget gennem tæt nordisk samarbejde om national tilpasning af nogle af de nationale bilag til Eurocodes.
  • at forbedre byggekompetencerne og dermed bidrage til en mere ressourceeffektiv, konkurrencedygtig og klimavenlig byggebranche i de nordiske lande.

Under EU-fokus er en af opgaverne at skabe et overblik over de kommende politiske initiativer fra Europa-Kommissionen vedrørende bolig, byggeri, farlige stoffer, sammenhængende bebyggelser og arealanvendelse, herunder foranstaltninger relateret til modstandsdygtighed og beredskab.

Det er Island der leder initiativerne på klimaområdet, Sverige koordinerer det fælles EU-fokus, mens Danmark står for cirkularitet og driver det fælles sekretariat, som skal sikre koordineringen på tværs mv. Alle initiativerne gennemføres i tæt samarbejde mellem de nordiske bygge- og boligmyndigheder, eksperter og udførende.

Målet er at levere konkrete værktøjer og viden, der understøtter bæredygtige løsninger i byggeriet, fx:

  • Forslag til effektiv regulering af bygningers klimapåvirkning
  • Forslag til regulering der kan øge udnyttelsen af eksisterende kvadratmeter
  • Fælles nordiske metoder til vurdering af genbrugsmaterialer til byggeri
  • Udbredelse af undervisningsmaterialet på læringsplatformen Skills4Reuse.com
  • Øget nordisk indflydelse på EUs byggepolitik

Læs mere
Nordic Sustainable Construction 2025-2027, 14. aug. 2025, Nordic Countries Join Forces on Sustainable Construction

Relaterede nyheder