DAKOFAs Klimanetværk på Klimafolkemødet: "Genbrug er bedst for klimaet!"
05. september 2023

DAKOFAs Klimanetværk på Klimafolkemødet: "Genbrug er bedst for klimaet!"

På et arrangement under Klimafolkemødet 2023 i Middelfart havde to aktive medlemmer af DAKOFAs Klimanetværk, Michael Søgaard Jørgensen, Aalborg Universitet, og Peter Schibye, Odense Renovation, inviteret formand for Repair Café Danmark Arne Skov på scenen. Budskabet var klart, vi smider for meget ud, som virker eller kan repareres, og det er skidt for klimaet.

Klimafolkemødet torsdag den 31. august – lørdag den 2. september 2023 i Middelfart slog igen rekorder. I alt 34.000 deltagere var med i løbet af dagene, hvor der blev gennemført 400 arrangementer fordelt på 15 scener og 115 boder.

Hvordan kan reparation og genbrug fremmes?
Michael Søgaard Jørgensen, Aalborg Universitet, og Peter Schibye, Odense Renovation, som begge er aktive i DAKOFAs Klimanetværk, stod for arrangement ”Hvordan kan reparation og genbrug fremmes?” på Klimafolkemødets Blå Scene om lørdagen.

Michael tog udgangspunkt i de nye rapporter Circularity Gap Report Denmark og CONCITOs Danmarks globale forbrugsudledninger og fortalte om vigtigheden af, at produkter holder længst muligt, og at reparation og genbrug derfor bør være centrale miljø- og klimastrategier. Vi hørte også om borgernes praksisser inden for reparation og genbrug baseret på et survey blandt Region Hovedstadens borgere. Det er først og fremmest økonomien, som afgør købet af nyt eller brugt (eller at få det repareret). Det er for dyrt at få repareret, og det er for billigt at købe nyt. Peter viste eksempler på dyre og billige ting fra Odense Renovations genbrugsstationer, som borgerne havde smidt ud, selv om tingene var nye og ikke fejlede noget.

Arne Skov, formand for Repair Café Danmark, fortalte om, hvordan de hjælper med gratis reparationer af elektronik, tøj m.m. på deres flere end 80 non-profit reparationscafeer over hele landet. De lægger også vægt på at lære andre, hvordan man ofte selv kan reparere tingene. Det gør de gennem sidepersons-oplæring på repair-cafeerne og med foredrag på skoler mv., Denne viden og kunnen, at kunne reparere selv, synes at have været tabt i en generation, men det er nu ved at få fornyet vægt og betydning.

Al det affald
Det efterfølgende arrangement på Blå Scene, ”Al det affald”, var arrangeret af Brancheforeningen Cirkulær (tidligere Dansk Affaldsforening). Her diskuterede Christel Schaldemose, MEP (S), Peter Schibye, Odense Renovation og Lina Katan fra Brancheforeningen Cirkulær, hvordan man som forbruger automatisk bliver gjort til affaldsproducent. Så snart en fødevare eller et produkt er fri af emballagen, bliver emballagen til affald. Herudover bliver mange ting, vi køber, alt for hurtigt til affald pga. ringe kvalitet og vanskelig reparation. Der var fokus på, hvordan EU-lovgivningen kan være med til at sikre, at produkterne bliver mere bæredygtige.

Samarbejde mellem Region Syddanmark og Middelfart Kommune
Klimafolkemødet har siden 2019 haft som mål at være en national begivenhed. Det er baseret på en strategisk samarbejdsaftale mellem Region Syddanmark og Middelfart Kommune, hvor formålet er at skabe løsninger på klimaudfordringen og inspirere både borgere, beslutningstagere, virksomheder og organisationer til handling. Antal deltagerne i Klimafolkemødet er steget støt fra 9.000 i 2021, 21.000 i 2022 og nu til 34.000 i 2023.

Klimafolkemødet i Middelfart vender tilbage den 29. - 31. august 2024 - se her

Læs om DAKOFAs Klimanetværk her.

DAKOFAs Årskonference 2023 "Hvor cirkulære er vi?" tager udgangspunkt i den nye Circularity Gap Report Denmark. Konferencen afholdes den 21.-22. september 2023 i Billund - se program mv her.

Relaterede nyheder