CØ og affald med i "politisk forståelse" for ny regering
Den nye socialdemokratiske regering har udnævnt Lea Wermelin som ny Miljøminister og Dan Jørgensen som ny Klima-, energi- og forsyningsminister.
Den politiske forståelse, som regeringen har offentliggjort den 25. juni 2019 i fællesskab med støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, indeholder flere elementer, som kan få betydning for affaldssektoren. Det gælder især det første punkt ”En grøn og bæredygtig fremtid”.
Her følger uddrag af de ”affaldsrelaterede” elementer fra den politiske forståelse:
Inddragelse af interessenter
Interessenter inddrages løbende i arbejdet, både uafhængige eksperter, folkelige bevægelser og interesseorganisationer. Det gælder f.eks. på forskellige områder som fremme af en strategi for cirkulær økonomi, omstilling til et mere energieffektivt samfund, klogere affaldssortering og omstilling af den offentlige sektors indkøb, så det i højere grad understøtter den grønne omstilling.
Bekæmpe plastikforurening
Højere afgifter på plastik samt en plastikhandlingsplan skal bidrage til at reducere plastikforbruget og sikre færre emballagetyper. For at mindske skadelige kemikalier i hverdagen genindføres afgiften på skadelige stoffer som PVC, ftalater og PVC-folier.
Indføre bindende klimamål
I det førstkommende folketingsår vil en ny regering fremlægge et forslag til en klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål, indeholdende: Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990. Det vil kræve tæt involvering af Klimarådet og andre eksperter for at nå i mål. Der vil tillige ske en årlig opfølgning i sammenhæng med finanslovsprocessen på, hvordan det går med målene. Punktet forventes således at kunne få konsekvenser for affaldsforbrænding.
Sikre klimabidrag fra landbruget
Et bindende reduktionsmål for landbruget skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Landbrugsstøtten skal bruges aktivt som et redskab til at give landmænd incitament. Dette forventes at kunne få konsekvenser for ikke mindst landbrugets bidrag til bioforgasning.
Vedtage en klimahandlingsplan
Klimaloven skal umiddelbart efter følges af en klimahandlingsplan, der skal bidrage til at sikre, at de nationale reduktionsmål nåes. Udover at beskrive tiltag fra transportsektoren og landbruget skal handlingsplanen blandt andet også indeholde: En national strategi for bæredygtigt byggeri samt øge midlerne til grøn forskning og demonstrationsprogrammer.
Tage ansvar for mere ambitiøse mål i EU og styrke det grønne diplomati
Danmark skal arbejde for at hæve EU's klimamål i 2030, at EU bliver klimaneutral i 2050 samt at EU’s kommende budget har mere fokus på klima.
Styrke de grønne regnemodeller
Hensynet til klima og den grønne omstilling skal integreres i Finansministeriets regnemodeller, og arbejdet med at udvikle grønnere regnemodeller skal sikres og udvides. Der indledes dialog med Danmarks Statistik om, hvordan arbejdet med et grønt nationalregnskab og BNP kan styrkes.
I følge en pressemeddelelse fra Miljø- og fødevareministeriet - og som følge af den kongelige resolution af 27. juni 2019 - fortsætter Miljø- og fødevareministiet som ét samlet ministerium med to ministre.
Mogens Jensen bliver minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde og får ansvar for sager vedrørende landbrug, herunder økologi, fødevaresikkerhed, fødevaresundhed og fødevareforsyning, dyrevelfærd, inklusive de til områderne hørende institutioner m.v., sager vedrørende ligestilling samt sager vedrørende fiskeri.
Lea Wermelin bliver miljøminister og får ansvaret for det øvrige ressort.
Den "politiske forståelse" mellem regeringen og støttepartierne, "Retfærdig retning for Danmark" fra 25. juni 2019, kan hentes her.