04. oktober 2021

CO2-fangst på affaldsforbrændingsanlæg virker – opskalering kræver nye rammebetingelser

Teknikken til carbon-fangst er klar, men etablering af fuldskalaanlæg afventer rammebetingelser for anlægsinvestering og CO2-anvendelsen.

På Kraftvarmeværk Thisted har de fanget CO2 fra røggas med samme type anlæg, som mange store biogasanlæg i Danmark har anvendt i flere år ved opgraderingen af biogas til naturgasnettet. Et pilotanlæg fra Ammongas fangede CO2 fra røggassen i løbet af maj-september 2021. Anlægget stod før på Hashøj biogasanlæg, og er nu ved at blive taget ned for at give nye driftserfaringer fra et andet jysk affaldsforbrændingsanlæg. Anlægget virkede også, efter visse justeringer, ved fangst af CO2 fra affaldsforbrændingsanlæggenes røggas med ”kun” 10% CO2 sammenlignet med biogassens 40 % CO2. Anlægget bestod af en containerløsning, som var koblet til kraftvarmeværkets skorsten og fik tilført omtrent 1 procent af røggassen fra affaldsforbrændingen.

ARC har siden juni testet fangst af CO2 fra røggassen med et ”mobilt” anlæg, som tidligere stod på spildevandsanlægget Mølleåværket ved Lyngby. CO2-fangst-anlægget på ARC indgår også i et større EUDP-støttet projekt, som arbejder med at forbedre energiøkonomien ved fangst af CO2. Det sker bl.a. ved at optimere brugen af tilkoblede varmepumper under de forskellige opvarmninger og afkølinger i processerne. EUDP-projektet er et samarbejde mellem DTU, Penair, Rambøll og ARC. Pilotanlægget på ARC skal indsamle driftserfaringer indtil årsskiftet og skal efter planen videre i 2022 til et af Nature Energy’s biogasanlæg og til Aalborg Portlands cementfabrik.

De foreløbige tekniske erfaringer med at fange CO2 fra affaldsforbrændingsanlæggene er gode, og der forventes ingen problemer med at opskalere anlæggene, men der forventes heller ingen storskalafordele i selve fangsten. Det er den videre afsætning af CO2, som er en central udfordring og kræver større løsninger. Det bliver afgørende med de nationale planer og beslutninger for CO2-transport, -lagring og -udnyttelse (PtX), hvor regeringens udspil til politiske forhandlinger forventes offentliggjort indenfor få uger.

Der skal også skabes enighed om, hvor i forløbet at CO2-fangsten skal godskrives - det kan måske sammenlignes med biogascertifikaterne, hvor Energinet styrer, at biogas i naturgasnettet ikke tæller med i klimaregnskabet flere gange.

Læs mere om ARC’s arbejde med CO2-fangst her.

Forsøget med fangst af CO2 hos Kraftvarmeværk Thisted er bl.a. omtalt her.

Relaterede nyheder