CO2-fangst kan på sigt blive markedsbaseret
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har svaret på følgende spørgsmål efter ønske fra Theresa Scavenius (UFG):
”Vil ministeren redegøre for status for CO2-fangst projekter på affaldsforbrændingsanlæg, som var et afgørende argument under lovbehandlingen af L 115, folketingsåret 2022-23 (2. samling)?”
Svaret lyder som følger:
”Af betænkning samt tillægsbetænkning til L 115 fremgår, at ”Affaldsforbrændingsanlæggene har et stort potentiale for at indfange såvel fossilt som biogent CO2, og kan dermed give et væsentligt yderligere bidrag til opnåelse af klimalovens 70 pct.-målsætning i 2030 og målsætningen om klimaneutralitet i 2050. De langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i affaldsforbrændingssektoren skal derfor afklares, herunder skal fordele og ulemper ved at gøre CO2-fangst til et krav afdækkes. Arbejdet skal drøftes politisk ultimo 2023.”
Som opfølgning herpå indgik regeringen sammen med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2- fangst i forsyningssektoren af 7. februar 2024. Aftalen skal fjerne væsentlige regulatoriske barrierer og styrke rammevilkårene for CO2-fangst i forsyningssektoren, herunder forbrændingsanlæg. Det skal understøtte forsyningssektorens mulighed for at byde ind på CCS-udbuddene i 2024 og 2025 samt styrke rammerne for, at udrulning af fangst af CO2 i forsyningssektoren på sigt kan blive markedsbaseret.
Den implementerende lovgivning træder i kraft, inden bydere afgiver endelige bud på de næste CCS-udbud, der åbner i 2024 og 2025. Det vil understøtte forsyningssektorens mulighed for at byde ind på CCS-udbuddene og bidrage til at øge konkurrencen om puljemidlerne.”
Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.
Du kan også læse Dakofas nyhed om den politiske aftale af 7. februar 2024 ved at trykke hér.