Cement som fremtidens energilager
Bakterien Shewanella oneidensis er en mikroorganisme, der kan overføre elektroner til sine omgivelser. Når bakterierne først er indlejret i cementmassen, danner de et netværk af ladningsbærere, der både kan lagre og afgive elektrisk energi. Allerede på dette tidlige stadie viser materialet en ydeevne, der overgår traditionelle cementbaserede energilagringssystemer, hvilket peger på et lovende potentiale for videre udvikling.
Men det mest opsigtsvækkende er måske, at materialet stadig kan fungere, selv efter bakterierne er døde – og at det kan bringes til live igen.
Fordi bakterierne i cementen gradvist mister aktivitet over tid – for eksempel hvis de mangler næring eller udsættes for kulde – har forskerne designet et integreret mikronetværk i materialet, som kan tilføre næringsvæske og dermed “genoplive” systemet. Næringsvæsken indeholder proteiner, vitaminer, salte og vækstfaktorer og kan holde bakterierne aktive, selv når de er indbygget i en konstruktion. Resultatet: op til 80 % af den oprindelige kapacitet kan genvindes.
Forskerne har testet cementen i hårde betingelser. Selv ved frysepunkt og ved høje temperaturer bevarer materialet en vis evne til at lagre strøm. Og når seks cementblokke kobles sammen, er der strøm nok til at drive en LED-pære.
“Vi taler ikke om et laboratorieeksperiment, der aldrig forlader bordet,” siger lektor Qi Luo, der står i spidsen for studiet. “Vi ser for os, at dette kan integreres i rigtige bygninger – i vægge, fundamenter og broer – og levere lokal energilagring, der understøtter solceller og andre vedvarende kilder. Forestil dig et almindeligt rum bygget med denne type cement: Selv med en beskeden energitæthed på 5 Wh/kg kan væggene alene lagre omkring 10 kWh – nok til at holde en standard virksomhedsserver kørende i en hel dag.”
Læs mere
Aarhus Universitet, 11. sept. 2025, Levende cement: Forskere laver bygninger om til energilager
Cell Press, 17. sept. 2025, Living microbial cement supercapacitors with reactivatable energy storage
Dagens Byggeri, 11. sept. 2025, Forskere opfinder byggemateriale, der kan lagre energi