Bornholm bliver fri for affald i 2032!
Det er visionen, som Bornholms Regionskommune har vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 18. december 2018, og som har udmøntet sig i et oplæg udsendt d.d. med titlen: "Affalds- og ressourcehåndteringen på Bornholm".
Det overordnede formål er at forsøge at sikre, at: "Bornholm har en unik mulighed for at være first mover på affalds- og ressourceområdet til gavn for øens vækst, udvikling og grøn omstilling", og baggrunden for tiltaget er bl.a., at BOFA's affaldsforbrændingsanlæg er færdigafskrevet i 2032. Derved er det essentielt at træffe beslutning om, hvorvidt man skal budgettere med at bygge nyt, løbende renovere det gamle eller - som i dette tilfælde - forebygge, at der overhovedet er affald til siloerne.
Af visionsoplægget fremgår det bl.a., at følgende aktiviteter vil blive realiseret i perioden frem til 2032:
- Bornholmerne går forrest. I husstande og virksomheder bliver alt affald sorteret, så det nemt og enkelt kan indgå i nye ressourcekredsløb. Eksisterende fraktioner som metal, plast og pap genanvendes i stor stil, og nye affaldsfraktioner som fiskenet, isolering og særlige plasttyper genanvendes i samarbejde med lokale virksomheder og partnere.
- Organisk affald omdannes til energi i forbindelse med kompostering eller bioforgasning. Den grønne del af have- og parkaffaldet energiudnyttes også. Det næringsrige restprodukt fra energiudvindingen anvendes som gødning på marker, i haver og på øens grønne arealer.
- Bornholmerne genbruger alt fra møbler til børnetøj og benytter sig af lokale deleøkonomiske tjenester. Socialøkonomiske virksomheder reparerer alt fra gamle cykler til kasserede køkkener.
- Skoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser forebygger ligesom resten af regionskommunens institutioner dannelsen af affald gennem bæredygtige og affaldsminimerende indkøb kombineret med nye ressourcebesparende teknologier og affaldsløsninger.
- Bornholmske skolebørn er som de første i verden uddannet som ’ressourcehelte’ gennem praktisk og direkte arbejde med affald, ressourcer, miljø og natur fra 0-9 klassetrin.
- Turister og besøgende på Bornholm er aktive deltagere i et af verdens første affaldsfrie samfund og dermed Bright Green Island. De forebygger affald gennem bæredygtigt forbrug og sorterer affald i de nyskabende affaldsløsninger, som hoteller, restaurationer, underholdnings- og kulturliv stiller til rådighed. Og de lærer om bæredygtighed og ressourcer på øens sommerhøjskoler, grønne workshops og bondegårdsophold.
Du kan læse hele visionsoplægget fra BOFA ved at klikke hér.