Biosolutions i Danmark i 2024 og ny vidensbank
Teknologisk Instituts nye rapport ”Teknologisk Udsyn. Biosolutions i Danmark. Skalering af fremtidens løsninger” starter med at definere, hvordan biosolutions skal forstås i forhold til bioteknologi (s. 6):
- Bioteknologi er en bred betegnelse, der dækker teknologiske løsninger, som udnytter biologiske systemer, organismer og processer. En stor del af bioteknologien handler om udvikling af medicin, og de store gennembrud på medicin overskygger ofte andre anvendelser af bioteknologien.
- Begrebet biosolutions sætter fokus på ”den anden del” af bioteknogien, som leverer ingredienser, fødevarer, materialer eller industrielle produkter, der fx kan bidrage til et bedre miljø og klima. Det er et dansk begreb og internationalt anvendes ofte mere specifikke udtryk som fx food biotechnology, environmental biotechnology, biomanufactoring eller biobased products.
Mere konkret kan biosolutions ifølge rapporten fra Teknologisk Institut bestå af bioteknologiske metoder der ved hjælp af eksempelvis fermentering og bioraffinering udnytter biologiske processer, enzymer, mikroorganismer, alger og andre biologiske materialer til at skabe planteværn og gødning til landbruget, forbrugsvarer samt produkter og ingredienser, som anvendes i industrielle fremstillings- og produktionsprocesser (side 13).
Teknologisk Instituts forslag til fokus for videreudviklingen af biosolutions i Danmark
Rapporten afsluttes med seks forslag til at opretholde Danmark førerposition indenfor biosolution (se senere). Teknologisk Institut fremhæver og udbygger/sammenskriver disse forslag til tre fokusområder (uddrag fra s. 10):
- Forbedret adgang til faciliteter der understøtter innovation og opskalering
- Undersøge mulighederne for at understøtte langsigtet kapital i nye og små biosolutions-virksomheder
- I højere grad at inkludere de små og nye virksomheder i økosystemet mellem forskning, virksomheder og det offentlige for også at tilgodese de nye og små virksomheders behov
Profil af danske biosolutions-virksomheder
Teknologisk Instituts undersøgelsen kortlagde i alt 212 virksomheder i Danmark, som har services eller produktioner inden for biosolutions. Knap 1/3 af virksomhederne havde udtaget (mindst) et patent. De danske biosolutions-virksomheder spreder sig over en bred vifte af biosolutions, dog ligger tyngden omkring fødevarer og ingredienser, som 35 % af virksomhederne arbejder med.
Undersøgelsen arbejder med en inddeling af virksomhederne efter en udviklingstrappe med følgende trin (s. 37):
- Seed: Fokus på at validere forretningsidéeller koncept og sikre finansiering
- Start-up: Fokus på produktudvikling og test ogevt. yderligere finansiering til skalering
- Scale-up: Fokus på skalering af drift ogøge markedsandele
- Etableret: Fokus på at optimere operationer,udvide produktudvalg eller markeder
- Moden: Har solid markedsposition med fokus på at opretholde konkurrenceevne
En spørgeskemaundersøgelse (svar fra 80 af de 212 virksomheder) viser, at hver fjerde virksomhed endnu ikke har introduceret produkter på markedet, og langt de fleste er mest aktive som underleverandører til andre virksomheder (68 % af virksomhederne er på B2B-markedet). Halvdelen af virksomhederne er eksporterende virksomheder.
Undersøgelsen viste også, at scaleup-virksomheder skal bruge mange år på at skalere til en moden og etableret virksomhed. Det skyldes ifølge survey-respondenterne flere aspekter:
- "Scaleup-fasen er den klart vanskeligste, når man arbejder inden for et nyt område, som ingen har erfaring med. Det er svært at tiltrække kapital og støtte, da de fleste investorer foretrækker startups. Det er meget vigtigt at have de rette kompetencer på plads til dette trin, og disse er ofte ikke de samme som dem, der er nødvendige i en startup-fase. Et forlænget forløb kan ofte tømme investorernes kistebund, og så mangler der også ofte et realistisk syn på afsætningen, da salgsfolk med markedserfaring sjældent er blandt de første ansatte." (svar fra virksomhedsrespondent).
Forskning i biosolutions (s. 18-21)
I rapporten fremhæves bl.a. at dansk forskning ligger på 1. pladsen hvis man måler på publikationer pr. indbygger. Globalt forskes mest i biosolutions inden for fødevarer- og ingredienser, efterfulgt af biosolutions inden for landbrug samt industrielle biosolutions. Miljøteknologiske biosolutions er globalt det område af biosolutions, hvor der er udgivet færrest publikationer i perioden 2013-2023 (dvs. biosolutions brug af mikroorganismer og planter til rensning af affald- og spildevand, fjernelse af forurenende stoffer i miljøet mv).
Danmark ligger ifølge undersøgelsen stærkt i forhold til publikationernes gennemslagskraft (citations-impact). Det gælder både inden for industrielle biosolutions, hvor Danmark ligger nummer et, men også inden for biosolutions på miljøområdet, hvor Danmark ligger på en anden plads med Holland på en første plads.
Rapportens forslag til opretholdelse af Danmarks førerposition inden for biosolutions (s. 49)
- Adgang til internationalt forankrede forskningsmiljøer: Fokus på erfaringsudveksling og tæt samarbejde med industrien. Balance mellem grundvidenskabelig forskning og anvendelse til samfundsmæssige og industrielle udfordringer.
- Adgang og udvikling af faciliteter: Bedre understøttelse af startups og scaleups med de rette kompetencer og infrastrukturer. 80 % af biosolutions-systemet bruger eksterne test- og udviklingsfaciliteter. Manglende adgang hertil opleves som den næststørste barriere for vækst og kommerciel succes hos biosolutions-virksomheder.
- Støtte til skalering samt kontraktproduktion: Mere konkurrencedygtig finansiering. Bedre overblik over landskabet af kontraktproduktionsorganisationer (CMOs) og Contract Development & Manufacturing Organisations i EU. Udbygning af test- og skaleringsfaciliteter med henblik på højere produktionsvolumen.
- Administrative og finansielle byrder: Fokus på at reducere byrder i støttesystemet. Bedre finansieringsmuligheder for skalering af biosolutions. Eksempelvis udvidelse af voucherordninger til biosolutions-SMV’er
- Regulatoriske sandkasser og national lovgivning: Proaktiv brug af regulatoriske sandkasser. Lovgivning der fremmer udviklingen af klima- og miljøvenlige produkter.
- Incitamenter for bæredygtighed: Værktøjer til at skabe incitamenter til flere aftageraftaler mellem biosolutionsstartups og grossister og producenter.
Hent Teknologisk Instituts rapport ”Biosolutions i Danmark. Skalering af fremtidens løsninger”, Teknologisk Udsyn, september 2024 her
Vidensbank for biosolutions
Den nye vidensbank ”Viden om Biosolutions. Rapporter og publikationer om biosolutions fra Erhvervsfyrtårnet og andre kilder i og udenfor det danske økosystem” indeholder mange publikationer og opdateres løbende. Desuden er der link til andre supplerende ”vidensbanker” indenfor området.
Vidensbanken kan findes på Food & Bio Cluster Denmark’s hjemmeside her