Ministersvar om biokul fra spildevandsslam til jordbrugsformål

Miljøministeren uddyber i to folketingssvar fra 6. november gældende og forventede kommende regler om pyrolyse af spildevandsslam og anvendelse af biokullet til jordbrugsformål.

Spørgsmål 41 (alm. del)

”Ressourcegenindvinding og -udnyttelse kræver strikt kvalitetskontrol. Med den nuværende lovgivning ligger kvalitetskontrollen på råvaren til pyrolyseprocessen, f.eks. spildevandsslam eller rester fra fødevareforarbejdning, og ikke på slutproduktet. Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer ministeren har taget for at ændre dette, således det er kvaliteten af slutproduktet der er afgørende for anvendelsen?”

Ministerens svar (se evt. her)

Regeringen har den 7. oktober offentliggjort Strategi og arbejdsprogram for pyrolyse. Ved pyrolyse er det muligt at omdanne forskellige typer biomasse til kulstofholdigt biokul, der kan lagres i mange år i landbrugsjord og derved reducerer udledningerne i landbrugssektoren.

I pyrolyseindsatsen indgår flere initiativer, der har betydning for at sikre, at der ikke udbringes for mange skadelige stoffer med biokul, der skal anvendes på landbrugsjord. Bl.a. gennemføres forskningsforsøg, med det formål at afklare miljømæssige og agronomiske forhold samt under hvilke rammer udbringning af biokul i stor skala kan ske uden uacceptable miljø- og landbrugsmæssige risici. På den baggrund udvikles klar og enkel miljøregulering, der kan implementeres medio 2026, så vidt det er muligt i overensstemmelse med EU-retten. Reguleringen forventes at komme til at stille krav til maximalt indhold af skadelige stoffer i biokul til anvendelse på landbrugsjord. Reguleringen kan blive tilpasset løbende i takt med, at nye forskningsresultater frembringes.

Indtil der er ny regulering på plads, kan biokul, der er et produkt, udbringes på jord, hvis den kommune, hvor biokul påtænkes udbragt, giver en forudgående tilladelse hertil med hjemmel i § 19 efter miljøbeskyttelsesloven. Biokul, der er kategoriseret som affald, kan udbringes på jord, hvis regler i affald til jord-bekendtgørelsen overholdes. [red.: dette gælder fx spildevandsslam]

Spørgsmål 40 (alm. del)

”Pyrolyse er nævnt i regeringsgrundlaget af december 2022 som et middel til minimering af spredning af miljøskadelige stoffer i forbindelse med spildevandsrensningen, hvor det producerede spildevandsslam i dag, som udgangspunkt, udbringes på landbrugsjord for udnyttelse af næringsstoffer, men desværre samtidig indeholder en lang række miljøfremmed stoffer som PFAS, medicinrester, mikroplast m.m. I den grønne trepartsaftale af juni 2024 er pyrolyse nævnt som en løsning på landbrugets klimaudfordringer ved CO2-fiksering i biokul (biochar). Lovgivningen på området halter bagefter og er ikke tilpasset de miljømæssigt - og økonomisk nye attraktive tekniske løsninger. Det hindrer anvendelse af tilgængelig procesteknik, og det begrænser derved udvikling og optimering, samt udvikling og eksport af miljø- og klimateknologi. Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer ministeren har taget, for at gøre det muligt at udnytte pyrolyseteknikker til slambehandling og udvikling af spildevandsrensningen i Danmark med henblik på at minimere spredningen af miljøfremmed stoffer?”

Ministerens svar (se evt. her)

Jeg kan oplyse, at i forhold til anvendelse af pyrolyse til behandling af spildevandsslam har Miljøstyrelsen udsendt en vejledende udtalelse i 2022 (revideret udgave udsendt i 2023).

Heri fremgår det, at pyrolyse kan anvendes som en behandlingsmetode til hygiejnisering af spildevandsslam, hvorved der dannes biokul, som kan anvendes på landbrugsjord. Dette er dog under forudsætning af, at spildevandsslammet overholder affald til jord-bekendtgørelsens krav til miljøfarlige forurenende stoffer. Hygiejnisering er en varmebehandling, der har til formål at sikre, at spildevandsslam, der skal udbringes på landbrugsjord, ikke indeholder smittefremkaldende organismer.

Der henvises i øvrigt til svaret på spm. 41, der omtaler regeringens Strategi og arbejdsprogram for pyrolyse, hvor der indgår flere initiativer om pyrolyse og anvendelse af biokul bl.a. med det formål at sikre, at der ikke udbringes for mange miljøskadelige stoffer på landbrugsjord.

I forhold til anvendelse af pyrolyse til behandling af spildevand, er det vurderingen, at dette ikke er en relevant teknologi til behandling af større mængder spildevand, fordi vandindholdet er meget stort set i forhold til indholdet af biomasse. Som følge heraf er der ikke initiativer på vej på dette område.

------

Find Miljøstyrelsens vejledende udtalelse ”Fortolkning af kontrolleret hygiejnisering iht. affald til jord-bekendtgørelsen (Revideret udgave)” fra den 3. juli 2023 her

Dakofa omtalte regeringens "Strategi og arbejdsprogram for pyrolyse" i en nyhed den 9. oktober (se mere her) og afholdte et webinar om strategien og med pyrolyseteknologi-udbydere den 4. november (se mere her). Foto i denne nyhed viser AquaGreen's pyrolyseanlæg til spildevandsslam på Fårevejle Renseanlæg i Odsherred Kommune.

Se evt. Miljøstyrelsens rapport “Analyse af fremtidig slamhåndtering” Miljøprojekt 2230 fra februar 2023 her

 

Relaterede nyheder