Bindende mål og bedre produkter
Som det også blev nævnt i denne tidligere DAKOFA-nyhed, har Europa-Parlamentet siden marts arbejdet med Kommissionens udspil til en ny handlingsplan for cirkulær økonomi. Parlamentet er nu klar med sin endelig udmelding og helt overordnet bakker de op om udspillet.
Mere specifikt har man med et markant flertal vedtaget den rapport, som bl.a. gør det klart, at Parlamentet ønsker bindende 2030-mål for materialeforbrug og for forbrugs-fodaftryk, der dækker hele livscyklussen for hver enkelt produktkategori, der markedsføres på EU-markedet samt bindende mål for indhold af genanvendte materialer på enten produkt- eller sektorniveau. I tillæg opfordrer Parlamentet indtrængende Kommissionen til i 2021 at fremsætte ny lovgivning og at udvide scopet for Ecodesign direktivet sådan, at det ikke blot omfatter energirelaterede produkter, men så det også sikrer at en bredere række af produkter bliver mere holdbare samt lettere at reparere, opgradere og genanvende.
Under plenardebatten understregede parlamentsmedlemmerne også, at det kun er muligt at nå målene for den europæiske Green Deal, hvis EU skifter til en cirkulær økonomimodel, og at denne ændring vil skabe nye job og forretningsmuligheder. Den eksisterende lovgivning om affald bør ifølge parlamentsmedlemmerne implementeres bedre og der er behov for særlige foranstaltninger for nøglesektorer og produkter, såsom tekstiler, plast, emballage og elektronik, sådan som det også er foreslået i køreplanen.
Læs mere
Du kan læse mere i Parlamentets pressemeddelelse ”Circular economy: MEPs call for tighter EU consumption and recycling rules” her. På samme side kan du også finde link til hele Parlamentets rapport samt videolink til debatten fra plenarsalen.