Besøg hos Stena Nordic Recycling Center i Halmstad i Sverige

Stena Nordic Recycling Center i Halmstad startede i 2016 og er med nem adgang til havn, jernbane og motorvej et af Nordeuropas største genanvendelsesanlæg. 40 % af elektronikaffald og metalaffald fra Danmark, Norge og Sverige håndteres på anlægget.

I forbindelse med Dakofas netop afholdte årskonference på Hotel Marienlyst i Helsingør, var der på 2. dagen arrangeret forskellige besigtigelsesture til virksomheder i området. En af turene gik til Stena Nordic Recycling Center i Halmstad i Sverige, som modtager store mængder af bl.a. WEEE og metalaffald fra Danmark.

På studieturen præsenterede Roland Karlsson, Head of Production Metal / AR, og Niklas Skoglund, Tf. Communication Officer, virksomhedens historie og arbejdsområder. Stena Recycling opererer i Sverige, Norge, Danmark, Finland, Tyskland, Polen, Italien og USA. På Stenas anlæg verden over indsamles og genanvendes 6,5 millioner ton materiale hvert år. I Sverige er tallet alene 3,5 millioner ton, hvor Stena Recycling samarbejder med over 70.000 kunder i forskellige brancher og kommuner og har et netværk af næsten 90 certificerede genanvendelsesanlæg. Det omfatter Stenas hovedanlæg, Stena Nordic Recycling Center i Halmstad.

Stena Nordic Recycling Center i Halmstad startede i 2016, og er et af Nordeuropas største genanvendelsesanlæg. Halmstad blev valgt, fordi der er nem adgang til vej- og jernbanenet og en nærliggende havn, og selve anlægget er drevet af vedvarende energi. Der indsamles, genanvendes og genbruges en lang række husholdnings- og industriprodukter og komplekse materialer – alt fra biler og elektronik til batterier, kabler og plast.

Stena Recycling har flere store genanvendelsesanlæg i Halmstad, og vi besøgte anlæggene på Stjärnarpsvägen 1, hvor komplekse materialer bliver sorteret og separeret – materialer som kabler, aluminium og andre ikke-jernholdige metaller, elektronikaffald, Shredded Light Fraction, almindelige batterier og plast. Cirka 40 % af de samlede mængder af dette affald fra Danmark, Norge og Sverige bliver behandlet på adressen.

De modtagne materialer/affaldstyper blev sorteret i mange forskellige typer af metaller, som endte op som rent metal i små stykker, der kan afsættes direkte til støberierne. Der blev også sorteret i præcise blandinger af metaller og plast afstemt efter de konkrete smelteværkers behov, og hvor blandingens indhold af (blandet) plast erstatter andet brændsel på smelteværket. Der blev også udsorteret plast efter plasttyper med henblik på genanvendelse, og endelig blev noget PVC samt plast med bromerede flammehæmmere sorteret fra til deponi.

Vi så også den store modtagehal til blandet elektronikaffald, hvor bl.a. batterier og støvsugerposer og beskadiget elektronik betød, at der skulle arbejdes i ansigtsmasker med friskluftsfiltre og med stort fokus på at beskytte arbejderne mod evt. farlige gasser og eksplosionsfarer.

Relaterede nyheder