Besøg hos Scanlux Packaging A/S
01. oktober 2024

Besøg hos Scanlux Packaging A/S

Fra bonruller i 1980'erne til høj-kvalitets design af emballage for nogle af de største detailvirksomheder i Danmark og udlandet; herunder Magasin, Illum, Rituals, Karl Lagerfeld m.fl.

I forbindelse med Dakofas netop afholdte årskonference på Hotel Marienlyst i Helsingør, var der på 2. dagen arrangeret 4 besigtigelsesture til spændende virksomheder i området.

En af disse ture gik til Scanlux Packaging A/S, som i dag er en af de førende virksomheder inden for sit felt og omsætter årligt for 300 millioner kroner. I 2014 påbegyndte virksomheden sin grønne rejse med en FSC-certificering, hvilket tog omkring fem år, før de blev fuldt fortrolige med tankegangen og processerne bag gennemsigtighed i værdikæden, herunder indsamling af data m.m.

I 2023 ansatte Scanlux Packaging deres første ESG-medarbejder, og i år er endnu en kommet til, med flere på vej. Virksomheden ser de kommende EU-reguleringer med fokus på miljø og klima, såsom udvidet producentansvar (EPR), Packaging and Packaging Waste Regulation (PPWR) og Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR), som unikke muligheder – en slags positiv udfordring. Derfor arbejder de målrettet og dybdegående med disse reguleringer. Deres ambition er at kunne rådgive deres kunder optimalt og hjælpe dem med at træffe de rigtige beslutninger for fremtiden. Miljøaspektet er en integreret del af deres forretningsstrategi, og de ser det som en vigtig investering for fremtiden.

Scan Lux Flexible A/S er en søster-, men selvstændig virksomhed til Scanlux Packaging A/S. Den er baseret i Aarhus og fokuserer på design og produktion af affaldsposer til madaffald, tekstiler m.m. til kommuner og industrien i Danmark, Norge og Sverige.

Relaterede nyheder