Bekendtgørelser om selektiv nedrivning offentliggjort
29. maj 2024

Bekendtgørelser om selektiv nedrivning offentliggjort

Hensigten med selektiv nedrivning er, at nedrevne bygningsdele og materialer udnyttes så højt oppe i affaldshierarkiet som muligt.

Miljøstyrelsen har udmøntet de tre bekendtgørelser om selektiv nedrivning den 21. maj 2024, det er tidligere end forventet. På baggrund af høringen er der foretaget enkelte ændringer i bekendtgørelserne.

Formålet med bekendtgørelsen bekendtgørelsen om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde er præciseret til "at sikre, at ressourcer fra nedrivningsarbejde identificeres og at bygge- og anlægsaffald bliver håndteret på en sådan måde, at problematiske stoffer udsorteres, og at affaldet materialenyttiggøres." Miljøstyrelsen er opmærksom på, at ordet materialenyttiggørelse kan fortolkes meget bredt, og at tolkningen kan være mere eller mindre ambitiøs i forbindelse med anvendelse i overensstemmelse med affaldshierarkiet. Styrelsen vil undersøge mulighederne for at udbygge formålsbestemmelsen ved en kommende revision af bekendtgørelsen.

Det byggearbejde der er omfattet, er uændret ift. affaldsbekendtgørelsen, og inkluderer:

  • Nedrivningsarbejde, renoveringsarbejde og vedligeholdelsesarbejde af bygninger eller anlæg eller dele heraf, der frembringer mere end 1 ton affald.
  • Udskiftning af termoruder, der kan være fremstillet i perioden 1. januar 1950 til og med 31. december 1977.

Reglerne for selektiv nedrivning gælder for nedrivningsarbejde, hvor hele eller dele af en bygning fuldstændigt fjernes, hvis det fjernede etageareal udgør mindst 250 m2.

Bygherre skal fremover følge en bestemt fremgangsmåde ved nedrivning (bilag 2) og udarbejde en standardiseret nedrivningsplan (bilag 3), der skal sendes til kommunen. Den standardiserede affaldsplan skal indeholde en række oplysninger, bl.a. en ressourcekortlægning og beskrivelse af forventede affaldstyper- og fraktioner, materiale- og affaldsmodtagere og evt. genbrug af materialer på samme matrikel. Der er ikke formkrav til den standardiserede nedrivningsplan, men bilag 3 beskriver de oplysninger den skal indeholde. Hvis alle oplysningerne i bilag 3 ikke er blevet indsendt til kommunen, kan kommunen anmode om de pågældende oplysninger, hvorved tidsfristen suspenderes, og det vil være strafbart at begynde nedrivningen, jf. § 40, stk. 1, nr. 9, og det vil være muligt at politianmelde bygherre.

Med de nye regler skal bygherre:

  • Udpege mindst en miljø- og ressourcekoordinator (MRK) til at udarbejde nedrivningsplanen og til at koordinere efterlevelse af nedrivningsplanen. MRK skal udpeges før udfyldelse af den standardiserede nedrivningsplan, og senest tre uger før nedrivningen påbegyndes.
  • Ved ansøgning om nedrivningstilladelse: sørge for at der udarbejdes en standardiseret nedrivningsplan til kommunen. Planen skal som minimum indeholde pkt. 1-8 i bilag 3, (inkl. ressourcescreening og beskrivelse af de potentielle ressourcer i bygningen). Planen skal sendes til kommunen senest 3 uger før nedrivningen påbegyndes.
  • Senest tre uger før nedrivningen går i gang: sørge for at der udarbejdes og indsendes en standardiseret nedrivningsplan til kommunen. Planen skal indeholde alle oplysninger i bilag 3, (inkl. ressourcekortlægning og beskrivelse af forventede affaldstyper og -fraktioner). Den standardiserede nedrivningsplan erstatter affaldsanmeldelsen.
  • Under nedrivningsarbejdet: løbende ajourføre den standardiserede nedrivningsplan.
  • Senest 3 uger efter afslutning af byggearbejdet: orientere sorterings- eller affaldsbehandlingsanlæg (der modtager det sidste affald fra nedrivningsarbejdet) og kommunen (der har behandlet den standardiserede nedrivningsplan) om, at arbejdet er afsluttet. (Det gælder i øvrigt også for byggearbejde på under 250 m2, jf. § 8 stk. 3).

I de tilfælde, hvor der er ansøgt om byggetilladelse til nedrivning før 1. juli 2025, og hvor nedrivningen finder sted efter skæringsdatoen, er der ikke krav om anvendelse af reglerne om selektiv nedrivning. Det skyldes, at der er krav om at punkterne 1-8 af den standardiserede nedrivningsplan indgives i forbindelse med ansøgningen og derfor har bygherre ikke haft mulighed for at leve op til reglerne fra nedrivningsprocessens planlægningsfase. Virksomheder kan naturligvis på frivillig basis vælge at anvende de nye krav til udbud fra 1. juli 2024. (opdateret 3.6.24)

Nedrivningsvirksomheder skal være autoriserede til selektiv nedrivning. Ansøgning sker til Miljøstyrelsen. For at opnå autorisation til nedrivning er det en forudsætning, at virksomheden anvender en ressourceansvarlig, har et godkendt kvalitetsledelsessystem og er underlagt et kontrolorgan.

Både miljø- og ressourcekoordinator og den ressourceansvarlige skal have gennemført en uddannelse og have et uddannelsesbevis. Alternativt kan de ved en individuel kompetencevurdering tilegne sig et uddannelsesbevis. For MRK svarer uddannelsesforløbet til 5 arbejdsdage, mens det for en ressourcekoordinator svarer til mindst 4 uger. Uddannelsesinstitutionerne udpeges af Undervisningsministeriet, og hvis man ønsker at komme i betragtning til at udbyde en eller begge uddannelser, skal man kontakte Undervisningsministeriet. Miljøstyrelsen har rettet i kompetencekravene så de fremstår mere tydelige.

Med bekendtgørelsen kommer en længere række af bødemuligheder, bl.a. hvis man undlader at indgive affaldsanmeldelse, påbegynder byggearbejdet i strid med § 6, undlader at ajourføre affaldsanmeldelsen/standardiseret nedrivningsplan, samt undlader at meddele til kommunalbestyrelsen eller sorterings- eller affaldsbehandlingsanlægget om afslutning af byggearbejdet.

Miljøstyrelsen agter at opdatere Vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald, hvor de nye regler om selektiv nedrivning vil blive beskrevet.

Det er under høringen blevet foreslået, at etablere et nationalt indberetningssystem, hvor affaldsanmeldelser og standardiserede nedrivningsplaner kan samles. Et sådant system ville kunne skabe et nationalt overblik over affaldsanmeldelser og klassificering, hvilket vil give mulighed for et lave et risikobaseret tilsyn. Hertil bemærker Miljøstyrelsen, at de er opmærksom på udfordringen, men at der ikke er afsat midler til at etablere og stille et nationalt indberetningssystem til rådighed.

Ikrafttrædelse
Alle tre bekendtgørelser træder i kraft den 1. juli 2024.

Reglerne om selektiv nedrivning i Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde træder dog først reelt i kraft den 1. juli 2025 (jf. § 41).

Iht. Bekendtgørelse om kvalitetsledelsessystemer for autoriserede nedrivningsvirksomheder og registrering af kontrolorganer på nedrivningsområdet skal kontrolorganerne (certificeringsorganerne) opbevare en række data i 5 år, indtil Miljøstyrelsen stiller et digitalt dataindberetningssystem til rådighed.

Se bekendtgørelserne
BEK nr 496 af 21/05/2024 Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde.
BEK nr 497 af 21/05/2024 Bekendtgørelse om uddannelse til miljø- og ressourcekoordinator og ressourceansvarlig.
BEK nr 491af 21/05/Bekendtgørelse om kvalitetsledelsessystemer for autoriserede nedrivningsvirksomheder og registrering af kontrolorganer på nedrivningsområdet.
Høringsportalen.

Relaterede nyheder