Baselkonventionen efterspørger synspunkter om grænseoverskridende handel med brugte tekstiler og tekstilaffald
Fristen for input er den 15. november 2025, og Baselkonventionen opfordrer både landene og observatørerne til at indsende kommentarer – herunder relevante data, hvor det er muligt – om erfaringer, udfordringer og omkostninger i forbindelse med handel med brugte tekstiler og tekstilaffald. Derudover efterspørges synspunkter på, hvordan grænseoverskridende bevægelser af brugte tekstiler og tekstilaffald samt deres håndtering kan adresseres under Baselkonventionen.
Danmark, Sverige og Frankrig har i 2024 efterlyst nye globale regler for eksport af tekstilaffald. I en fælles erklæring, fremlagt på rådsmøde (miljø) for EU’s miljøministre den 25. marts 2024, blev det foreslået, at Basel-Konventionens regler skærpes i forhold til eksport af tekstilaffald.
Import og eksport af affald er på globalt plan reguleret under Basel-konventionen, der omhandler kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelse heraf.
Det fremgår af erklæringen, at det ligger landene på sinde, at Basel-konventionen i øjeblikket ikke kræver, at en eksportør skal indhente forudgående informeret samtykke fra modtagerlandet ved eksport af tekstilaffald, hvilket er tilfældet for andre meget problematiske affaldsstrømme som husholdningsaffald, plastaffald og elektronisk affald. Derudover er der heller ikke krav om at sikre at modtagerlandet har kapacitet til at håndtere tekstilaffaldet på en miljørigtig måde.
På den baggrund, og med ønsket om ikke at eksportere et affaldsproblem til tredje verdenslande, foreslår Danmark, Sverige og Frankrig at underlægge tekstilaffald Basel-konventionens kontrolmekanismer. Det foreslås, at reglerne for tekstilaffald fremover skal følge den tilgang, der er valgt for at regulere elektronisk affald i Basel-konventionen.
Forslaget vil derfor betyde:
1) at der kræves forudgående informeret samtykke, hvad angår import og eksport af tekstilaffald
2) at det forbydes at eksportere farligt tekstilaffald (f.eks. farvet med kemikalier eller maling).
Landene mener, at denne tilgang kan medføre betydelige miljø- og sundhedsmæssige fordele i udviklingslandene uden at forringe markedet for brugt tøj. Derudover mener de, at EU bør vise globalt lederskab og ansvarlighed i overensstemmelse med EU-strategien for bæredygtige og cirkulære tekstiler og de igangværende forhandlinger om traktaten om at stoppe plastikforurening. Endelig peges der på, at initiativet vil generere data, der kan kaste lys over, hvilke tekstiler, der eksporteres og hvor de ender op.
Landene opfordrer, på den baggrund, de øvrige EU-lande til at støtte forslaget.
Læs mere her
Du kan læse mere om Baselkonventionens høring her
Du kan finde listen her over kontakter på de statslige enheder, som er høringsberettigede under Baselkonventionen
Du kan læse hele erklæringen fra Denmark, Sverige og Frankrig her.
Du finder Basel-konventionens regler her.