Arbejdet for en fælles global plastaftale fortsætter

I sidste uge mødtes FN’s miljøforsamling i Canada for at tage næste skridt i retningen mod en juridisk bindende aftale, der skal sætte en stopper for global plastforurening både til lands og til vands.

Mødet var den fjerde samling i den mellemstatslige forhandlingskomité (INC-4) om at udvikle et internationalt juridisk bindende instrument mod plastforurening. På mødet diskuterede de delegerede blandt andet emissioner og udledninger, produktion, produktdesign, affaldshåndtering, problematisk og undgåelig plast, finansiering og en retfærdig omstilling.

EU’s mandat
Ifølge en pressemeddelelse fra Europa-Kommissionen arbejdede EU især for, at man laver en aftale, der vil håndtere plastforurening ved kilden, hvilket betyder, at EU ønsker en tilgang, der omfatter juridisk bindende forpligtelser på tværs af hele plastikkens livscyklus fra produktion til affaldshåndtering. Ifølge den europæiske tilgang har indholdsstoffer og designegenskaber, der besluttes allerede i design- eller produktionsfasen, en væsentlig indvirkning på plastikforurening, hvorfor EU bl.a. ønsker at den fremtidige traktat, helt i tråd med EU’s egen lovgivning, skal indeholde konkrete forbud eller restriktioner mod plastprodukter, der er undgåelige eller problematiske, da de er særligt tilbøjelige til at ende som henkastet affald eller udgør en betydelig risiko for menneskers sundhed og miljøet. Samtidig ønsker EU at intentionelt tilføjet mikroplast også forbydes.

Forventning om en endelig aftale i november
Inger Andersen, som er administrerende direktør for FN's miljøprogram (UNEP) understregede ved mødets afslutning, at man nu har en klar vej til at lande en ambitiøs aftale. Hun påpegede dog også, at arbejdet langt fra er slut og at forsamlingen har travlt, hvis den skal nå at adressere plastforureningskrisen inden årets udgang, hvilket er den frist, som blev aftalt på det første møde tilbage i 2022.

Mere end 2.500 delegerede deltog i denne fjerde samling, hvilket omfattede deltagere fra både ikke-statslige organisationer, mellemstatslige organisationer og FN-enheder. Næste, og forventeligt sidste, møde i forhandlingerne finder sted til november i Busan i Sydkorea.

Ved mødets afslutning takkede Jyoti Mathur-Filipp, administrerende sekretær for INC-sekretariatet deltagerne for deres engagement og kompromisvillighed og understregede samtidig forventningerne til at medlemmerne ankommer til Busan med et klart mandat, så de kan blive enige om en endelig tekst. Hans afslutningsreplik til medlemmerne lød: ”Dette er mere end en proces – det er opfyldelsen af din forpligtelse til at redde fremtidige generationer fra den globale plage af plastikforurening."

Læs mere
Du kan læse mere om forhandlingerne her på FN’s hjemmeside samt om EU’s forhandlingsposition her på Europa-Kommissionens hjemmeside.

Relaterede nyheder