Amsterdams arbejde med bæredygtige udbud og cirkulær økonomi

Amsterdam kommune anvender Doughnut-modellen i arbejdet mod en cirkulær økonomi. Bystyret har 2030-mål om 100 % cirkulære indkøb og en halvering af kommunens forbrug af materialer. Det blev belyst på en studietur arrangeret af Region Midtjylland under Life-projektet Circular Economy Beyond Waste.

Amsterdam og Rotterdam var destinationerne på en studietur arrangeret af Region Midtjylland under life-projektet Circular Economy Beyond Waste. Der er god viden og inspiration at hente, fordi Nederlandene - og i høj grad Amsterdam - har metodiske og konkrete erfaringer på området. Denne nyhed fokuser på to oplæg fra Amsterdam bykommune om hhv. måling af cirkulær økonomi og om databaserede, bæredygtige indkøb. Fotoet er fra Blue City's labs i Rotterdam (se evt. mere her).

Byrådet i Amsterdam har vedtaget et mål om at være 100 % cirkulær og klimaneutral i 2050. Som delmål for 2030, skal forbruget af virgine, ikke-fornybare materialer i kommunen være halveret ift. 2015.

Der arbejdes med at indhente data for materialeforbrug og -flow. Livscyklusvurderinger suppleres af økonomiske analyser, som både inddrager de direkte økonomiske omkostninger (markedspriser) og beregner de økonomisk skjulte miljømæssige og sociale omkostninger. Vurderes materialepriserne ud fra dette perspektiv, så er omkostningerne ved forbruget reelt dobbelt så høje end markedets materialepriser. Ca. 80 % af ”merprisen” skyldes de miljømæssige eksternaliteter – i prioriteret rækkefølge: luftforurening, materialemangel (-depletion), arealanvendelse og klimaforandring. Ca. 20 % af merprisen skyldes de sociale eksternaliteter – i prioriteret rækkefølge: underbetaling, børnearbejde og kønsbestemt løndifference.

Generelt mangler der viden om, hvad cirkulære udbud betyder konkret og juridisk indenfor de forskellige områder. Lige nu er fokus på overhovedet at sikre, at der er cirkulære tilgange og processer bag udbud.

Offentlige udbud og indkøb af køretøjer er et af de områder, hvor Amsterdam har opstillet konkrete krav og bonusser med udgangspunkt i byens mål for bæredygtige indkøb (se evt. dette oplæg). Deres analyser nåede frem til, at der (pt) skal indkøbes elektriske og ikke brint-drevne køretøjer .

Udbudsmaterialet i forbindelse med indkøb af elektriske køretøjer skal stille krav om

  • batterilevetid på mindst 8 år
  • genbrugte reservedele skal anvendes ved reparation
  • udførsel af en livscyklusvurdering af et køretøj efter 1 års kontrakt (skal være med til at skaffe flere data)
  • due diligence for social og miljømæssig påvirkning i værdikæde

og der skal tildeles bonuspoint for batterier uden kobolt og for dokumentation af cirkulært indhold, materiale effektivitet, energi effektivitet og bæredygtig produktionsmetode.

Læs evt. mere om Amsterdams politik vedr. cirkulær økonomi og bæredygtighed, se her og her.

Læs mere om det danske EU life-projekt Circular Economy Beyond Waste her.

Relaterede nyheder