Aftale om Byggevareforordningen er på plads
13. december 2023

Aftale om Byggevareforordningen er på plads

Rådet og Europa-Parlamentet har indgået en foreløbig aftale.

U-Rådet og Europa-Parlamentet har i dag udsendt pressemeddelelser om aftalen, men den fulde tekst er endnu ikke offentliggjort.

Hovedpunkterne i den foreløbige aftale er:

Standardisering
Den foreløbige aftale, der er indgået, vil gøre offentliggørelsen af standarder i sektoren hurtigere i fremtiden. Mens byggevarer kan markedsføres uden EU-standarder, vil standarder gøre markedsføringen af disse produkter hurtigere og billigere.

Bæredygtighed
Med de foreslåede nye regler vil offentlige myndigheder kunne bruge bæredygtighed som et af kriterierne for anlægsarbejder i offentlige indkøb. Genbrugte og genfremstillede produkter vil være specifikt omfattet af den foreslåede forordning. Endelig vil bilaget til den foreslåede forordning ifølge pressemeddelelsen fra Europa-Parlamentet liste en række miljøkrav, som fabrikanter bør nævne i ydeevne- og overensstemmelses-erklæringen i fremtiden.

Ifølge pressemeddelelsen fra EU-Rådet vil Kommissionen få beføjelse til at fastsætte obligatoriske minimumskrav til miljømæssig bæredygtighed gennem delegerede retsakter for offentlige indkøb af byggevarer for at tilskynde til udbud af og efterspørgsel efter miljømæssigt bæredygtige produkter. Den foreløbige aftale giver også medlemsstaterne mulighed for at fravige miljøkravene i de tilfælde, hvor kravene vil resultere i et lavt markedstilbud på den nødvendige byggevare, hvor der ikke vil være passende udbud, og i tilfælde hvor de resulterer i uforholdsmæssigt store omkostninger (dvs. hvis omkostningerne er 10 pct. højere, end hvis der ikke er krav om miljømæssig bæredygtighed).

Digitalisering af sektoren
Den foreløbige aftale indeholder bestemmelser om oprettelse af et digitalt produktpas for byggevarer svarende til det, der foreslås i Ecodesignforordningen. Kommissionen vil få beføjelse til at definere funktionaliteterne og kravene til dette produktpas ved hjælp af delegerede retsakter.

Som følge heraf vil indholdet af CE-mærkningen blive reduceret til kun at omfatte det væsentlige, da det til enhver tid ville være lettere at hente yderligere information på en måde, der er brugervenlig.

Lang overgangsperiode
Den foreløbige aftale foreslår en overgangsperiode fra den gamle retlige ramme til den nye, som varer 15 år fra datoen for den nye forordnings ikrafttræden (indtil 2039). Dette skal sikre, at der er tilstrækkelig tid til at få en ordentlig overgang og korrekt migrering af harmoniserede tekniske specifikationer fra den gamle lovramme til den nye, og for at minimere risikoen for deharmonisering af enhver produktgruppe eller familie.

Aftalen skal endelig vedtages af både Rådet og Europa-Parlamentet.

Ifølge Euractiv er cirkularitet af byggevarer stort set udeladt af de nye regler, undtagen når Europa-Kommissionen bliver bedt om at "i det mindste afspejle" EU's klima- og cirkulære økonomimål ved vurdering af standarder.

Den nuværende Byggevareforordning fra 2011 sætter rammen for markedsføring af byggevarer på det indre marked herunder reglerne for CE-mærkning af byggevarer. I marts 2022 præsenterede Europa-Kommissionen et nyt forslag, som bl.a. skulle fremme den grønne og digitale omstilling samt ikke mindst at gøre det lettere for standardiseringsorganerne at skabe fælles europæiske standarder.

Læs mere
Rådet, 13. dec. 2023, Circular construction products: Council and Parliament strike provisional deal.
Europa-Parlamentet, 13. dec. 2023, Parliament and Council agree on new rules to regulate the construction products sector.
Europa-Parlamentet, IMCO, Construction Products.
DAKOFA, 22. marts 2022, Forslag til ny byggevareforordning.
Euractiv, 14. dec. 2023, EU agrees new rules to make construction products greener.

Relaterede nyheder