Afhentning på matrikel eller husstandsnære fællesarealer?
Miljøminister Magnus Heunicke har svaret på spørgsmål stillet i Folketingets Indenrigsudvalg den 25. august 2023 efter ønske fra Mette Thiesen (DF). Spørgsmålet lyder som følger:
”Vil ministeren oplyse, om en grundejerforening, i de kommuner hvor der er indført affaldssortering, vil kunne vælge at få afhentet rest- og madaffald på matriklen og det resterende affald på opsatte fællesarealer, eller om foreningen skal vælge enten at få afhentet alt affald på matriklen eller alt sammen på udvalgte fællesarealer?”
Hertil svarer ministeren, at:
”Affaldsbekendtgørelsen fastslår, at kommuner skal etablere henteordninger for ti forskellige affaldstyper (mad, papir, pap, plast, glas, metal, tekstil, mad- og drikkekartoner, farligt affald og restaffald). Med en henteordning forstås, at affaldet hentes ved eller i nærheden af boligen (husstandsnært), fremfor at borgeren skal bringe sit affald til en genbrugsplads eller lignende (bringeordning). Miljøstyrelsen anbefaler, at indsamlingen af restaffald foregår samme sted som indsamlingen af de øvrige fraktioner, herunder madaffald, for at understøtte god affaldssortering. Det er dog den enkelte kommune, der beslutter, hvordan den vil organisere og implementere henteordningerne. Dette fastsætter kommunerne igennem deres affaldsregulativer, hvilket fremgår af affaldsaktørbekendtgørelsen.
På den baggrund, vil det være op til den aktuelle kommune, og hvad der fremgår i dennes affaldsregulativ, hvorvidt en grundejerforening kan vælge om enkelte eller alle fraktioner skal afhentes på hhv. matriklen eller udvalgte fællesarealer.”
Du kan læse ovenstående direkte på Folketingets hjemmeside eller blot trykke hér.