Affaldsstatistik 2023
Andre hovedresultater:
- Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse lå på 50 % i 2023 (eksklusiv jord). Andelen af affald indsamlet til anden endelig materialenyttiggørelse faldt fra 25 % i 2022 til 24 % i 2023. Samtidig var andelen af affald til forbrænding stabil på 23 %. Andelen af affald til deponi lå på 3 % i hele perioden 2019-2023 (Se kapitel 2).
- Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse fra husholdninger steg fra 55 % i 2022 til 58 % i 2023 (Se afsnit 3.1).
- Byggeanlægsbranchen stod for 41 % af al affald i 2023 (se kapitel 3).
- Servicebranchens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse steg fra 58 % i 2022 til 59 % i 2023 (se afsnit 3.2).
- Industrisektorens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse lå fortsat på 73 % i 2023 (se afsnit 3.3).
- Mængden af importeret affald til forbrænding på de danske forbrændingsanlæg steg fra 633.000 ton i 2022 til 790.000 ton i 2023 (se kapitel 4).
- Den nationale reelle genanvendelsesprocent af husholdnings- og husholdningslignende affald faldt fra 50 % i 2022 til 47 % i 2023 (se kapitel 5).
Der er forskel på ”indsamlet til genanvendelse” og ”reelt genanvendt”. Indsamlet til genanvendelse betyder alt det affald, der er indsamlet med henblik på at det skal genanvendes. Det er dog ikke ensbetydende med, at det rent faktisk bliver genanvendt. Der kan være urenheder eller fejlsorteringer i den pågældende fraktion, der gør, at den indsamlede mængde er blevet reduceret, når affaldet genanvendes. Reelt genanvendt er den mængde af det indsamlede affald, der rent faktisk genanvendes.
Læs mere
Miljøstyrelsen, juli 2025, Miljøprojekt nr. 2289, Affaldsstatistik 2023