Affaldsstatistik 2022 er på gaden
05. august 2024

Affaldsstatistik 2022 er på gaden

Den samlede danske affaldsproduktion er i 2022 opgjort til ca. 12,2 mio. tons, og den reelle genanvendelsesprocent for husholdnings- og husholdningslignende affald er steget fra 48 % i 2021 til 50 % i 2022.

Andelen af den samlede danske affaldsproduktion til genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse er steget fra 72 % til 74 % i perioden 2018 - 2022. Andelen af affald til genanvendelse ligger mellem 47 – 49 % i perioden 2018 til 2022, imens andelen til anden endelig materialenyttiggørelse ligger på et niveau mellem 23 % - 25 % i perioden 2018 til 2022. Andelen af affald til forbrænding er faldet med to procentpoint siden 2018. Det kan forklares med, at mængder, der tidligere er blevet forbrændt, nu genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse. Samtidig er den totale affaldsmængde steget, og stigningen ses i affald indsamlet til genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse. Andelen af affald til deponering har stort set været konstant i perioden.

Hovedresultater i Affaldsstatistik 2022:

  • Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse (eksklusiv jord) ligger på 49 % i 2022. Andelen af affald indsamlet til anden endelig materialenyttiggørelse er steget fra 24 % i 2021 til 25 % i 2022. Samtidig er andelen af affald til forbrænding faldet fra 23 % i 2021 til 22 % i 2022. Andelen af affald til deponi ligger på 3-4 % i årene 2018-2022 (Se kapitel 2).
  • Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse fra husholdninger ligger fortsat på 55 % i 2022 (Se afsnit 3.1).
  • Bygge-og anlægsbranchen stod for 43 % af al affald i 2022 (se kapitel 3). 33 % af bygge- og anlægsaffaldet blev indsamlet til genanvendelse, mens 54 % blev indsamlet til anden endelig materialenyttiggørelse.
  • Servicebranchens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse er steget fra 59 % i 2021 til 60 % i 2022 (se afsnit 3.2).
  • Industrisektorens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse er steget fra 71 % i 2021 til 74 % i 2022 (se afsnit 3.3).
  • Andelen af importeret affald til forbrænding på de danske forbrændingsanlæg er faldet fra 12 % i 2021 til 11 % i 2022 (se kapitel 4).
  • Den nationale, reelle genanvendelsesprocent for husholdnings- og husholdningslignende affald (Municipal Waste) er steget fra 48 % i 2021 til 50 % i 2022. Affaldsdirektivets mål er, at 55 % af det kommunale affald forberedes med henblik på genbrug og genanvendes i 2025.
  • Mængden af husholdnings- og husholdningslignende affald (Municipal Waste) var i 2021 793 kg pr. indbygger. I 2022 er mængden af Municipal Waste faldet til 746 kg/indbygger.

Statistikken indeholder også en redegørelse for beregning af reel genanvendelse på kommunalt niveau (bilag 8), som findes i linket nedenfor under "Affaldsstatistik 2022 - Guideline til kommuner". Fra og med Affaldsstatistik 2020 har Miljøstyrelsen indført en ny metode til beregning af reel genanvendelse. Dermed er genanvendelsen blevet opdelt i reel genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse.

Læs mere: Find affaldsstatistikker og kortlægning af madaffald.

Relaterede nyheder