Aalborg satser massivt på grøn genopretning efter Coronakrisen
Ifølge pressemeddelelsen er parterne er nu klar med op mod 5 milliarder kroner til initiativet, der skal fremme både jobskabelse og den grønne omstilling af samfundet gennem udvikling, test og anvendelse af bæredygtige teknologier på tværs af forsyningsområder, erhvervsliv og forbrugere.
Green Hub Denmark består af Aalborg Kommune, Aalborg Forsyning, Port of Aalborg, DI-Aalborg og Aalborg Universitet. Samarbejdet tog oprindelig udgangspunkt i en anbefaling fra Vækstteam for Grøn Energi- og Miljøteknologi. Green Hub Denmark samarbejdet er nu formaliseret og organiseret i en bestyrelse, og parterne er nu klar med op mod 5 milliarder kroner til initiativet.
Ved Nordjyllandsværket skal der blandt andet etableres matrikler, hvor private virksomheder kan stille demonstrationsanlæg op og teste ny teknologi inden for forsyningsteknologierne. Ved Port of Aalborg skal investeringerne blandt andet gå til udvikling af fremtidens bæredygtige erhvervspark med fokus på industrielle symbioser, bæredygtig varme, el og køling samt cirkulær produktion, hvor affald håndteres til genanvendelse eller genbrug.
I meddelelsen fremhæves det, at Europa-Kommissionen i denne tid forhandler om det nye EU-budget, herunder hvor stor en del, der skal gå til grøn omstilling. Europa-Kommissionen har erklæret, at i gennemsnit 25 procent af bevillingerne fra budgettet for 2021-2027 skal gå til klimaprojekter. I Aalborg har man en ambition om, at Green Hub Denmark skal hjemtage en del af puljen.
Baggrundsmateriale
Du kan læse hele pressemeddelelsen her på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Du kan læse mere her om Green Hub Denmark.